Jubilæumsmedalje "For tappert arbejde (For militær tapperhed). For fejringen af 100-året for Vladimir Lenins fødsel" (1970) Fædrelandets fortjenstordens fjerde grad (1995) Fædrelandets fortjenstordens tredje grad (2003) Leninordenen (1982) Medaljen "For udmærkelse i forsvaret af USSR's statsgrænse" med flere
Tikhonov blev født i Pavlovskij Posad nær Moskva. Hans mor var børnehavelærerinde og hans far ingeniør på den lokale tekstilfabrik.[2] Vjatjeslav drømte om at blive skuespiller, men hans forældre forestillede sig en anden karriere, og under krigen arbejdede han på en ammunitionsfabrik.[2] Efter at have arbejdet som metalarbejder blev han i 1945 optaget på skuespillerskolen ved VGIK. Efter at have afsluttet VGIK med udmærkelse i 1950, begyndte han som teaterskuespiller ved Filmskuespillernes Teaterstudie, hvor han arbejdede i seks år.
Karriere
Vjatjeslav Tikhonov (forreste række, siddende mellem Jurij Gagarin og Valentina Teresjkova) optræder i et sovjetisk nytårs-tv-show i 1963.
Tikhonov fik filmdebut i 1948. I de næste par år optrådte han i relativt lavprofilerede film og på Filmskuespillernes Teaterstudie i i Smolensk.[2]
Tikhonov gjorde sig bemærket som filmskuespiller med sin præstation i familiedramaet Delo bylo v Penkove (da.: Det skete i Penkovo, 1958), der blev efterfulgt af flere krigsdramaer.[2] I Jevgenij TasjkovsSjasjda (da.: Tørst 1959) portrætterede Tikhonov i den første af sine spionroller en spejder i en operation for at befri et Odessa-vandværk fra nazisterne.[2]
I Dve Sjizin (da.: To liv, 1961) spillede Tikhonov den mindre heldige af to mænd, der uforvarende mødes i Frankrig 40 år efter at have kæmpet på hver sin side under den russiske revolution.[2] For sin medvirken i Stanislav RostotskijsDozjivjom do ponedelnika (da.: Vi lever indtil mandag, 1968) modtog Tikhonov en statspris. I 1979 lavede Rostotskij en dokumentar om Tikhonov, Profession: Skuespiller.[2]
I 1973 medvirkede Tikhonov i den rolle, som han er mest kendt for i de tidligere sovjetrepublikker, da instruktøren Tatjana Lioznova valgte ham frem for Smoktunovskij til at medvirke i en filmatisering af Julian Semjonovs roman 17 øjeblikke af forår,[2] hvor Tikhonov spillede Standartenführer Stierlitz. De 17 øjeblikke er 17 dage i foråret 1945 lige før Nazitysklands nederlag i Anden Verdenskrig og centrerer sig om forsøg fra nogle af Sovjetunionens mænd i Tyskland på at forpurre hemmelige fredsforhandlinger mellem nazisterne og USA og Storbritannien.[3] Tv-serien opnåede stor popularitet. Tv-serien var dog tæt på ikke at blive realiseret, og kun indgriben for daværende KGB-chef (og senere leder af Sovjetunionen) Jurij Andropov sikrede filmens realisering. [2] Rollen indbragte Tikhonov hæderen Folkets kunstner i USSR.[2] I 1976 medvirkede Tikhonov i Bondartjuks filmatisering af Mikhail SjolokhovsOni srazjalis za Rodinu (da.: De kæmpede for moderlandet), hvilket indbragte ham endnu en statspris samme år, hvor han sluttede sig til kommunistpartiet.[2]
Tikhonov optrådte i Nikita Mikhalkovs Oscar-vindende Brændt af solen (1994), hvor han spillede Vsevolod. Den sidste medvirken inden hans død i 2009 var i fantasyfilmen om H.C. Andersens liv Andersen. Sjizn bez ljubli (da.: Andersen: Et liv uden kærlighed), hvor han spiller Gud.
I 1948 giftede han sig med den populære skuespillerinde Nonna Mordjukova. Parret fik en søn, Vladimir,[4] der også blev skuespiller. Ægteskabet blev opløst i 1963.[2] Senere giftede Tikhonov sig for anden gang med Tamara Ivanovna Tikhonova. Parret fik i 1969 datteren Anna Tikhonova,[5] der også blev skuespiller.[6]
