Vivian Motzfeldt (født 10. juni1972[1]) er en grønlandsk politiker (Siumut). Hun har været minister for udenrigsanliggender, erhverv og handel siden 5. april 2022.
Opvækst, uddannelse og erhverv
Vivian Motzfeldt er datter af fåreholder Christian Motzfeldt og hans kone Ruth på fåreholderstedet Upernaviarsuk lidt øst for Qaqortoq. Fra hun var syv år gammel boede hun på skolehjem i Qaqortoq sammen med tre storebrødre men kom hjem til familien i weekender og ferier.[2]
Hun gik på gymnasiet i Qaqortoq 1989-1993 med et indskudt år som AFS-udvekslingsstudent i USA 1990-1991. Hun læste til lærer på Grønlands Seminarium (Ilinniarfissuaq) 1994-1997 og fik en bachelorgrad i kultur- og samfundshistorie ved Grønlands Universitet (Ilisimatusarfik) 1998-2000.[1]
Motzfeldt var lærer på en folkeskole i Nuuk 1997-1998 og gymnasielærer i Nuuk 2002-2003. Hun var lærer i perioden 2003-2005 på projektet Matu, en institution i Nuuk som hjalp unge med voldsproblemer. Fra 2005 til 2007 var hun lærer på en folkeskole i Nuuk, og 2010-2014 var hun lærer på Campus Kujalleq, som er gymnasium og erhvervskole i Qaqortoq.[1]
Hun var formand for forfatningskommissionen 2017-2018.[5][6] Hun blev også medlem af Siumuts hovedbestyrelse og forretningsudvalg i 2017.[7]
Ved inatsisartutvalget 2018 blev hun valgt med 206 stemmer,[3] og hun kom med i det nye Naalakkersuisut som minister for uddannelse, kultur, kirke og udenrigsanliggender. Hun havde posten fra 15. maj 2018 til 5. oktober 2018.[8] Da Naleraq forlod Naalakkersuisut i oktober, udtrådte hun for at blive ny formand for Inatsisartut efter Hans Enoksen.[9]
Motzfeldt stillede op til formandsvalget på Siumuts landsmøde 29. november 2020, men udgik i første valgrunde med kun 7 af i alt 71 stemmer. Erik Jensen vandt valget over den siddende formand Kim Kielsen,[10] og Motzfeldt fik næstformandsposten.[11]
Hun blev genvalgt til Inatsisartut ved valget i 2021 med 238 stemmer.[3] Efter valget blev hun minister for udenrigsanliggender, erhverv og handel i Regeringen Múte Bourup Egede I fra 23. paril 2021,[12] mens Hans Enoksen fik hendes hidtidige post som formand for Inatsisartut.[13] Motzfeldt fortsatte med de samme ministerposter i Egedes anden regering med start 5. april 2022.[14]