Han var søn af kunstneren Karl Hansen Reistrup og Johanne Katrine Hansine født Jonasson. Han blev uddannet på Kunstakademiet, hvor han skiftede spor to gange. I begyndelsen gik han på malerskolen med Otto Bache og Laurits Tuxen som lærere, derefter på arkitektskolen under Martin Nyrop og Hack Kampmann og slutteligt på billedhuggerskolen.[1]
Urban Hansen-Reistrup blev kendt for sine funktionalistiske bygninger til Jubilæums- og Landsudstillingen i Næstved i 1935, også kendt som "Den hvide By". Siden udfoldede han en lang praksis som arkitekt i provinsbyen, som stadig bærer præg af hans bygninger. Han vekslede mellem radikal hvid Bauhaus-inspireret funktionalisme med båndvinduer i stål og den mere hjemlige, Kay Fisker-inspirerede murstensfunkis med traditionelle detaljer.
Maler
Urban Hansen-Reistrup boede og arbejdede i villaen Reistrupvej 9, som han overtog efter faderen. Han virkede også som maler, udførte et selvportræt (1914),[1] og Næstved Museum har bl.a. et Portræt af Per Søren (1915).[2] Et Parti fra Karrebæksminde (1919)[3] og Bondeidyl (1920)[4] har også været i handlen.