Tsavo West nationalpark er en nationalpark i Kenya i det østlige Afrika som blev oprettet den 1. april1948 sammen med den østlige del. Allerede i maj 1948 blev den oprindelige nationalpark delt i to for at fremme en bedre administration.[1]
Med et areal på 9.065 kvadratkilometer[2] udgør den omkring 30% af samtlige nationalparker i landet. Nationalparken strækker sig fra grænsen til Tanzania til vejen mellem Nairobi og Mombasa, via Tsavo. Landskabet består af savanne og er mere kuperet og bjergrigt end den østlige del. I området omkring kilden Mzima Springs er der en yppig vegetation og der er mulighed for at se krokodiller og flodheste. I et indhegnet område med navnet Rhino sanctuary lever nogle af de sidste eksemplarer af Sort næsehorn. Op til nationalparken er der oprettet nogle private beskyttelseszoner.