Kort over Vestbredden og Gazastriben fra 2011: én af udfordringerne ved to-stats-løsningen, er at blive enige om acceptable grænser.
To-stats-løsningen er en gruppe af løsningsmodeler for den israelsk-palæstinensiske konflikt, som alle er centreret om forestillingen om to uafhængighede stater: Palæstina og staten Israel. Grænsen mellem de to stater er dog stadig genstand for uenighed og forhandlinger, hvor forskellige løsninger her er blevet foreslået. Palæstinensiske og arabiske ledere kræver generelt fuld israelsk tilbagetrækning fra de områder, som de erobrede i forbindelse med Seksdagskrigen i 1967. Dette afvises dog generelt af Israel, som har foreslået andre løsningsmodeller – herunder løsninger, der har involveret "jordbytte".[note 1]
I 1947 vedtog FN's Generalforsamlingdelingsplan for Palæstina, som blev afvist af de arabiske ledere.[1] I 1974 opfordrede FN resolution 3236 til en "fredelig løsning af spørgsmålet om Palæstina" og "to stater, Israel og Palæstina (...) side om side inden for sikre og anerkendte grænser" sammen med "en retfærdig løsning af flygtningespørgsmålet i overensstemmelse med FN resolution 194".[2][3][4] Grænserne for staten Palæstina ville være "baseret på grænserne før 1967". Den seneste resolution (65/16) blev vedtaget i november 2013, hvor 165 lande stemmte for, mens 6 stemte imod og 6 undlod at stemme;[5] Israel og USA stemte imod.[6]
Selvom meningsmålinger konsekvent havde vist israelske og palæstinensiske flertal for en forhandlet to-stats-løsning, blev det i 2009 rapporteret, at der eksisterede en "voksende desillusion" med hensyn til en to-stats-løsning.[7] I 2014 sagde 60% af palæstinenserne, at det endelige mål for deres nationale bevægelse skulle være "at arbejde hen imod at generobre hele det historiske Palæstina fra floden til havet". [8] En PCPSR-meningsmåling[9] offentliggjort i 2021 viste, at kun 39% af palæstinenserne støttede en to-stats-løsning.[10] En anden rapport offentliggjort i 2021 af RAND Corporation viste, at 60% af israelerne, på tværs af det politiske spektrum, var imod en to-stats-løsning.[11]
En meningsmåling fra 2021 blandt eksperter viste, at 52 procent her mente, at to-stats-løsningen ikke længere var opnåelig. 77 procent mente, at hvis det ikke blev opnået, ville resultatet være en "en-stats-løsning beslægtet med apartheid".[12] Ifølge en PCPSR-meningsmåling[9] fra 2021 var støtten til en to-stats-løsning blandt palæstinensere og israelske jøder faldet til henholdsvis 43 procent og 42 procent.[13][14] Ifølge mellemøsteksperter David Pollock og Catherine Cleveland sagde flertallet af palæstinensere i 2021, at de ønskede at (gen)erobre hele det historiske Palæstina – inkl. landområder, der var del af Israel før 1967. En en-stats-løsning med lige rettigheder for arabere og jøder var på andenpladsen.[13]
^Idéen om "jordbytte" (engelsk: "land exchange" eller "land swap") går på, at Israel afstår/"bytter" nogle af de landområder de har kontrolleret siden 1948, i bytte for nogle af de såkaldte palæstinensiske områder (Vestbredden inkl. Østjerusalem og Gazastriben).
Referencer
^Benny Morris (2008). 1948: a history of the first Arab-Israeli war. Yale University Press. s. 66, 67, 72. ISBN9780300126969. Hentet 24. juli 2013. p.66, at 1946 "The League demanded independence for Palestine as a "unitary" state, with an Arab majority and minority rights for the Jews." ; p.67, at 1947 "The League's Political Committee met in Sofar, Lebanon, on 16–19 September, and urged the Palestine Arabs to fight partition, which it called "aggression", "without mercy". The League promised them, in line with Bludan, assistance "in manpower, money and equipment" should the United Nations endorse partition." ; p. 72, at December 1947 "The League vowed, in very general language, "to try to stymie the partition plan and prevent the establishment of a Jewish state in Palestine
