Thorkil Kristensen (født 9. oktober 1899 i Fløjstrup ved Vejle, død 26. juni 1989 i Birkerød) var en dansk politiker, finansminister og nationaløkonom samt professor og futurist.
Karriere
Opvækst, uddannelse og professorat
Han blev født som gårdmandssøn i Fløjstrup og tog først realeksamen i Vejle i 1915 og siden handelseksamen i Odense i 1916. I 1927 fik han eksamen som cand.polit. i nationaløkonomi ved Københavns Universitet.
Han var 1938-1945 professor ved Aarhus Universitet og 1947–1960 ved Handelshøjskolen i København.
Politisk virke
Thorkil Kristensen blev valgt medlem af Folketinget 1945-1960 og blev finansminister i Ministeriet Knud Kristensen 1945-1947 og i Ministeriet Erik Eriksen 1950-1953, hvor han fik tilnavnet Thorkil Livrem.
Han kom i konflikt med Venstre om den økonomiske politik og udtrådte af dette parti i 1960. Den direkte årsag til bruddet var uenighed om en aftale, som partiledelsen i efteråret 1959 havde indgået med Det konservative Folkeparti, og som indebar forslag om betydelige skattelettelser, hvad han i den daværende situation anså for at være uansvarligt. En kreds af hans tilhængere stod herefter (uden hans medvirken) bag oprettelsen af Liberalt Centrum, der i nogle år i 1960'erne blev repræsenteret i Folketinget.
Generalsekretær
Efter sin udtræden af politik var han 1960-1969 den sidste generalsekretær for Organisation for European Economic Co-operation (OEEC) og første generalsekretær for OECD. 1946 var han blevet medlem af Akademiet for de Tekniske Videnskaber.
Fremtidsforsker
Han var en af initiativtagerne til Instituttet for Fremtidsforskning, hvor han fungerede som direktør i perioden i 1970-1988.
Kilder
Eksterne henvisninger
| Spire
| |
| Artiklen om politikeren Thorkil Kristensen kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede.
|