Trafikken har stort set kun været af lokal betydning, men der har været gennemgående tog mellem Sønderborg og Tønder. Fra 1948 til 1965 kørte lyntoget Sønderjyden, som blev delt i Tinglev, så der kørte gennemgående vogne København-Tønder og retur.
Persontrafikken blev nedlagt i 1971, hvorefter der kun kørtes gods til 2002. Derefter har strækningen været spærret for trafik pga. sporets tilstand som følge af manglende vedligeholdelse. Genoptagelse af godstrafikken blev i 2009 vurderet til at koste 225 mill. DKK, især til total udskiftning af skinnerne, der er helt fra den tyske tid.[1]
Styregruppen STTS, der består af virksomhedsrepræsentanter og konsulenter, blev stiftet i juni 2011 og har som mål at få genoptaget godstrafik Tønder-Tinglev og persontrafik Tønder-Sønderborg.[2]
Alle stationer blev i forbindelse med indstilling af persontrafikken nedsat til sidespor. Stations- og billetsalgsbygningerne er revet ned, den eneste rest af dem er retiradebygningen i Bylderup-Bov.
Strækninger hvor banetracéet er bevaret
Skinnerne ligger der endnu, og man kan gå på 16 km af dem. I Tønder by og øst for Bylderup er de meget tilgroede.