De svenske landskaber anvendes imidlertid stadig ofte i kulturelle og historiske sammenhænge. Mange svenskere føler en betydeligt større samhørighed med landskabet end med det län, de bor i, og de angiver hovedsageligt landskabet (og ikke länet) som sin hjemstavn. Der findes dog visse undtagelser. I det nordligsteSverige refererer man f.eks. oftere til Norrbottens län og Västerbottens län end til landskaberne Lappland, Norrbotten og Västerbotten. Landskabsidentifikationen er også svag i byerne Stockholm og Göteborg, som begge ligger midt på en landskabsgrænse.
Monarken giver landets prinser og prinsesserhertugtitler over et eller flere landskaber. At være genstand for disse titler, som savner enhver praktisk betydning, er landskabernes sidste offentlige funktion. Denne tradition går tillbage til vasatiden, hvor Sveriges landskaber blev tildelt våbenskjolde og tillagdes rang som enten hertugdømme eller grevskab. Denne inddeling bestod frem til den 18. januar1884, hvor samtlige landskaber fik tilladelse til at anvende hertugkrone over sine våbenskjolde.
Seneste ændringer af inddelingen
Landskabernes grænser fra 1634 anses principielt af Lantmäteriet for uforandelige. Alligevel er enkelte senere ændringer, ikke mindst i 1800-tallet, blevet indført på kortene over landskabsgrænser. I Norrbotten er man begyndt at betragte sig som et eget landskab (og ikke som en del af Västerbotten) efter opdelingen af Västerbottens län i 1810. Det blev tolket som en indirekte accept, da Norrbotten i 1995 tildeltes sit eget landskabsvåben af rigsheraldikeren.[1] Indtil da betragtedes Norrbotten officielt som en del af Västerbottens landskab eftersom landskabsinddelingen nåede at blive forældet, inden Västerbotten blev opdelt i Västerbottens og Norrbottens län.