Subsumption er et juridisk begreb, som betegner det at underordne[1] en sags relevante fakta[2] under en gældende relevant retsregel[3] for at nå frem til en retsfølge.[4]
Med andre ord: Sumbsumption består af på en overbevisende måde at koble[5] relevant jus[6] og faktum.[7] Relevante fakta betegnes også retsfakta.[8] Som begrundelse for subsumptionen nævner domstolsafgørelsen både lovens betydningsbærende ord med de udtrykkeligt nævnte betingelser og lovens forarbejder foruden parternes påstande og anbringender.[9]
Subsumption udgør en meget væsentlig bestanddel af juridisk metode.[10] Ved udførelsen af subsumption vurderer retsanvender, om sagens fakta passer til den anvendte retsregel.[11] Hvis retsanvender må konkludere, at sagens fakta ikke passer til den pågældende retsregel, så foreligger der subsumptionsvildfarelse.[12]
Subsumption i en straffesag
I en straffesag undersøger dommeren (eller dommerne) først, om betingelser for det objektive gerningsindhold er opfyldt.[13]
Hvis betingelserne for det objektive gerningsindhold er opfyldt, så undersøges det, om betingelserne for det subjektive gerningsindhold er opfyldt.[14] Som oftest er betingelserne for det subjektive gerningsindhold opfyldt, hvis gerningsmanden havde forsæt til at begå den kriminelle handling.[15] Det vil sige, at den strafbare handling skal kunne tilregnes gerningsmanden.[16]
Eksempelvis ved tyveri, som er omfattet af straffeloven § 276, er det væsenligt, om tiltalte har borttaget en "fremmed rørlig ting";[17] subsidiært kan der være tale om ulovlig omgang med hittegods efter straffeloven § 277, hvis tingen ikke var "i nogens varetægt".[18]
Hvis også betingelserne for det subjektive gerningsindhold er opfyldt, så bliver tiltalte idømt en straf.[13]
Se også
Strafferet
Litteratur
Referencer
| Spire
|