Stop-motion (engelsk stop motion uden bindestreg) er en filmteknik, hvor man bruger dukker eller ler (eller andre ting) til at animere med. Teknikken fungerer ved at der tages et billede, objektet flyttes, der tages endnu et billede, objektet flyttes og der tages endnu et billede osv. Normalt bruges 24 billeder i sekundet. I nogle stop-motion-film bruges figurer af modellervoks. Man kan også lave stop-motion med levende mennesker, der flytter sig en smule mellem hvert billede, eller som i Cirkeline med flade tegninger der klippes ud og flyttes i forhold til hinanden (flyttefilm).
Teknikken kan både bruges til virkelige figurer, såsom dyr og mennesker, og til overnaturlige/mytologiske væsener i horror- og eventyrfilm. I nogle film klippes stop-motion-effekterne sammen med optagelser af levende skuespillere, f eks. kæmpeaben og kvinden med det lyse hår i King Kong (1933) og slutningen af Sam RaimisThe Evil Dead (1981). Der findes også en del stop-motion-film, hvor alting er lavet med dukker og modeller.