PROFILPELAJAR.COM

Slaget ved Honey Hill
	Del af Amerikanske borgerkrig
	; Honey Hill
Dato	30. november 1864
Sted	Grahamsville, South Carolina
Resultat	Sejr til Konføderationen
Parter
; Amerikas Forenede Stater	; Amerikas Konfødererede Stater
Ledere
John P. Hatch	Charles J. Colcock
Styrke
5.000	1.500
Tab
746 (89 døde, 629 sårede, 28 fangne)	47 (8 døde, 39 sårede)

Slaget ved Honey Hill var det tredje slag under Shermans march til havet og blev udkæmpet den 30. november 1864 under den amerikanske borgerkrig. Slaget involverede ikke generalmajor William T. Shermans hovedstyrke, som var undervejs fra Atlanta til Savannah i Georgia, men var en mislykket ekspedition som Unionshæren under generalmajor John P. Hatch foretog for at afskære jernbanen mellem Charleston og Savannah som støtte for Shermans forventede ankomst til Savannah.

Kampen

Hatchs ekspeditionsstyrker forlod Hilton Head i South Carolina i retning af Boyd’s Neck (ovenfor Beaufort) den 28. november 1864. Den bestod af 5.500 soldater – to brigader af Kystdivisionen i Department of the South, en marinebrigade og dele af tre batterier let artilleri. De sejlede op af Broad River i transportskibe for at afskære Charleston and Savannah Railroad nær Pocotaligo. På grund af tæt tåbe blev tropperne først landsat fra transportskibene sent på eftermiddagen og Hatch rykkede straks frem for at afskære jernbanen ved Grahamville ^[1].

Ekspeditionens kort og vejvisere viste sig imidlertid at være udbrugelige, og Hatch nåede første frem til den rigtige vej om morgenen den 30. november. Ved Honey Hill, nogle kilometer fra Grahamville, stødte han på en Konfødereret styrke bestående af regulære tropper og milits under oberst Charles J. Colcock, som sammen med syv kanoner spærrede vejen. Sorte Unionstropper gennemførte beslutsomme angreb, men Unionstroppernes position betød at der kun kunne bruges en sektion artilleri ad gangen og de konfødererede var i for gode stillinger til at de kunne kastes ud af dem. Kampen fortsatte indtil mørkets frembrud, hvor Hatch erkendte at det var umuligt at angribe fjenden direkte eller i flanken, og trak sig tilbage til transportskibene ved Boyd’s Neck efter at have mistet 89 døde, 629 sårede og 28 savnede. De konfødererede tab var på 8 dræbte og 39 sårede^[2]. Premierløjtnant O.W. Bennett blev tildelt en Medal of Honor

Unionens slagorden

Brigade	Regiment og batterier
1. Brigade Brigadegeneral Edward E. Potter	25. Ohio Infantry - Oberstløjtnant Haughton 32. USCT - Oberst George W. Baird 34. USCT 35. USCT - Oberst Beecher 56. New York Infantry - Oberstløjtnant Tyler 127. New York Infantry - Oberst William Gurney 144. New York Infantry - Oberst Lewis 157. New York Volunteer Infantry Regiment - Oberstløjtnant Carmichael
2. Brigade Oberst Alfred S. Hartwell of 54th Mass.	54th Massachusetts Volunteer Infantry - Oberstløjtnant Hooper 55th Massachusetts - Oberstløjtnant Charles B. Fox 102nd USCT - Oberst Henry L. Chipman
Marine Brigade Kommandør George H. Preble	Matros infanteribataljon - løjtnant James O'Kane USMC infanteribataljon - premierløjtnant Lt.G.G. Stoddard
Artilleri Brigade Oberstløjtnant William Ames fra 3. Rhode Island Light Artillery	Kompagni A 3. Rhode Island Light Artillery - kaptajn W.H. Hammer: En sektion Batteri B 3. New York Light Artillery - kaptajn T.J. Meseareu: 4 12 punds kanoner Kompagni F 3. New York Artillery - Løjtnant E.H. Titus: 4 12 punds kanoner
Kavaleri Kaptajn George Hurlbut	2 eskadroner af 1. Massachusetts Cavalry

Konføderationens slagorden

General Gustavus Woodson Smith^[3]^[4]

1. Brigade Georgia Milits
State Line Brigade of Georgia
47. Georgia infanteri
Athens og Augusta bataljonerne
3. South Carolina Cavalry: detachments fra 3-4 kompagnier
Beufort Artilleri: 2 kanoner^[5]
DePass's Battery: 2 kanoner
LaFayette Artillery: 3 kanoner

Forstærket under slaget af general Beverly H. Robertson

32. Georgia
et batteri og et kompagni artilleri

Tab

En rapport fra Hatch i december 1864 opsummerede Unionens tab^[6]:

1. Brigade: 2 officerer og 54 mand dræbt, 28 officerer og 409 mand sårede, 1 officer og 14 mand savnet.
2. Brigade: 3 officerer og 28 mand dræbt, 10 officerer og 160 mand sårede, 1 officer og 8 mand savnet.
Marine Brigade: 1 død, 7 sårede, 4 savnede
Artilleri Brigade: 1 død officer, 2 officerer og 12 mand såret
Kavaleri: 1 såret

De konfødererede tab blev omtalt af oberstløjtnant C.C. Jones i hans Siege of Savannah som 4 døde og 40 sårede. Avisen Savannah Republican rapporterede 1. december 1864 "mellem 80 og 100 døde og sårede"^[7]

Referencer

Emilio, Luis F (1894). History of the Fifty-Fourth Regiment of Massachusetts Volunteer Infantry 1863-65. Boston,MA: Boston Book Co.
Roster of the Twenty Fifth Ohio Infantry Regiment
Stone, David H; Stone, David H Jr (2008). Vital Rails: The Charleston & Savannah Railroad and the Civil War in Coastal South Carolina. University of South Carolina Press. ISBN 1-570-03716-7.
National Park Service battle description Arkiveret 11. juni 2007 hos Wayback Machine
Eicher, David J., The Longest Night: A Military History of the Civil War, Simon & Schuster, 2001, ISBN 0-684-84944-5.
The Union Army; A History of Military Affairs in the Loyal States, 1861–65 — Records of the Regiments in the Union Army — Cyclopedia of Battles — Memoirs of Commanders and Soldiers, Federal Publishing Company (Madison, Wisconsin), 1908 (reprinted by Broadfoot Publishing, 1997).

Noter

^ McKee, James H. Back "in War Times": History of the 144th Regiment, New York Volunteer Infantry, 1903, p 184
^ Reminiscences of Charleston by Jacob N Cardozo, 1866, pg 118
^ Robertson,pg 242
^ Stone, pp 214-25; General Smith, overlod kommandoen til oberst Colcock, som bedre kendte til slagmarken
^ Stone, p.218 hævder at det var 5 kanoner fra Beufort Artillery og 2 kanoner fra Earle's Battery fra Furman's Artillery og Kanapaux's Battery fra LaFayette Artillery
^ Official Records Series 1 Volume 44 Chap LVI .p. 425
^ Robertson, pg 242