Idrætsanlægget blev anlagt i 1927 af Slagelse Kommune blandt andet som et resultat af den fuldstændige sammenlægning af Slagelse Boldklub og Slagelse Idræts-Forening til Slagelse Boldklub & Idrætsforening i 1919. Opvisningsbanen har en kapacitet på 10.000, hvoraf 3.300 er siddepladser. Stadionrekorden på 9.023 tilskuere daterer sig tilbage til starten af 1970'erne, hvor den blev sat i forbindelse med en divisionskamp i Danmarksturneringen i fodbold mellem Slagelse B&I og Holbæk B&I.