Skeel er navnet på en gammel dansk adelsslægt. Nogle medlemmer af slægten anvendte fra ca. år 1700 det mere tyskklingende Scheel (ikke at forveksle med en anden adelsslægt af dette navn). Slægtens våbenskjold er et tredelt skjold, hvor det nederste felt er blåt, de to øverste sølv og rødt. På hjelmen er der to svanehalse der bider i en fingerring. Skjoldmærket findes allerede midt i det 13. århundrede på Sjælland og Skåne. Dens første kendte medlem var Johannes Skeel, der nævnes 1366.
Slægtens medlemmer
Mange af slægtens medlemmer har gjort sig bemærket i Danmarkshistorien. Heriblandt kan nævnes:
Otte Skeel (1636-1696) fætter til Mogens Skeel oprettede 1696 stamhuset Birkelse, der endnu ejes af en efterkommer af hans broder Jørgen Skeel.
Jørgen Erik Skeel (1737-1795), oldebarn af Jørgen Skeel til Birkelse, blev efter Struensees fald 1772 finansdeputeret, 1788 justitiarius i Højesteret, 1789 Statsminister og 1790 ridder af elefanten.
Erik Vilhelm Robert Skeel (1818-1884), der var af en yngre linje af slægten, var i 1859 medlem af Landstinget, 1864-70 af Rigsrådets Landsting, 1875-84 og indenrigsminister under Estrup; han var en udpræget landbopolitiker og modvillig overfor det københavnske liberale højre. Han gennemførte flere betydningsfulde love om husmands-kreditforeninger, sparekasser, varemærker og statens overtagelse af de sjællandske jernbaner.
En yngre slægtslinje nedstammer fra Jørgen Skeel (1578-1631) til Sostrup og Gammel Estrup. Han var rigsmarsk og var yngste søn af ovennævnte Christen Skeel (d. 1595).
Christen Skeel (den rige) (1623-1688) var søn af Jørgen Skeel til Gammel Estrup og gift med Birgitte Rosenkrantz. Han samlede en mængde gods og jord og kaldtes »den rige«. Han var medarbejder på Danske Lov; han nægtede som to af tolv dommere at underskrive Griffenfelds dødsdom.