Skaun er en kommune i Trøndelagfylke i Norge. Kommunen grænser mod kommunen Orkdal i vest og Melhus i syd og øst. I nord har Skaun fælles grænse med Trondheim i Gaulosen, en sidearm af Trondheimsfjorden hvor elven Gaula har sit udspring. Skaun kommune blev dannet i 1965, da kommunerne Børsa, Buvik og Skaun blev slået sammen. De største byer i kommunen er Buvika, adminstrationcentret Børsa, Venn, Viggja og Eggkleiva. Højeste punkt i kommunen er Ølshøgda der er 537 moh.[1]
Erhvervsliv
De fleste indbyggere i Skaun pendler til arbejdspladser i nabokommunerne, undtagen dem der arbejder inderfor landbruget og i den offentlige sektor. Den største virksomhed er møllen i Buvika (Norgesmøllen).
Skoler
Kommunen har fem folkeskoler. Jåren-Råbygda skule er den eneste hele skole i Sør-Trøndelag med nynorsk som hovedmål. Ungdomsskoletrinene er samlet på Skaun ungdomsskole i Børsa. I Børsa ligger også Fredly Folkehøjskole. Der findes ingen videregående skoler i kommunen, de fleste går på skoler i nabokommunerne, særligt i Orkdal, Meldal og Melhus, men også Trondheim.
Et årligt kulturarrangement er Kristin på Husaby i Skaun, med blandt andet teaterforestillinger, litteraturseminar, vandretur, udstillinger, kirkekoncerter og økumenisk gudstjeneste.
Kommunen har store friluftsområder med bl.a. 46 fiskepladser, hovedsageligt med ørred og arktisk fjeldørred. Der er laks i elvene Børselva og Vigda i kommunen.