Sigvard Bernadotte mistede sin medfødte prinsetitel, da han i 1934 giftede sig med den ikke-kongelige tysker Erica Patzek. Herefter antog han den svenske kongeslægts navn Bernadotte som efternavn.
Fra 1983 kaldte Sigvard Bernadotte sig igen for prins. Kong Carl 16. Gustav af Sverige - Bernadottes nevø - ville ikke anerkende prinsetitlen, og Bernadotte klagede derfor til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. To år efter Sigvard Bernadottes død gav domstolen kongen medhold.
Liste over titler
1907-1934: Hans Kongelige Højhed Prins Sigvard, Sveriges Arvefyrste, Hertug af Uppland
1934-1951: Hr. Sigvard Bernadotte
1951-2002: Sigvard Bernadotte, greve af Wisborg (tilhørte den ikke-introducerede adel)
Designer
I 1930 indledte Sigvard Bernadotte et samarbejde med Georg Jensen Sølvsmedie, hvor han tegnede en række korpusarbejder - dels klassiske og dels funktionalistiske. Samarbejdet varede indtil 1980[1].
Sammen med den danske designer Acton Bjørn oprettede Sigvard Bernadotte Skandinaviens første tegnestue for industriel design. På tegnestuen stod han blandt andet bag designet til Margretheskålen, der er opkaldt efter hans niece, prinsesse Margrethe, der blev dronning af Danmark.
Efter 1964 arbejdede Bernadotte som freelance designer.
Ægteskaber
Fra 1934 til 1943 var Sigvard Bernadotte gift med Erika Maria Regina Rosalie Patzek (1911-2007).
Fra 1943 til 1961 var han gift med den danskfødte Sonja Christensen Robbert (1909–2004), datter af Robert Alexander Christensen Robbert og Ebba Elisabeth Svenson. Sonja var grevinde af Wisborg fra 1951 til 1961. Deres søn, Michael Bernadotte, greve af Wisborg, blev født i København i 1944.