SEAT Fura var en bilmodel fra SEAT bygget mellem 1981 og 1984. Den var baseret på Fiat 127, som SEAT havde bygget på licens siden 1972.[1]
Udvikling
Da produktionslicensen for 127 udløb, var SEAT nødsaget til at udvikle en ny version med et nyt navn, som kom på markedet med et nyt front- og bagparti i september 1981[2] til modelåret 1982. Fura fandtes som tre- og femdørs hatchback, mens de to- og firedørs sedanversioner af 127 udgik. Modellen havde femtrins manuel gearkasse som standardudstyr.[3]
Ud over motorerne fra forgængeren på 903 cm³ med 35 kW (48 hk) og 1010 cm³ med 38 kW (52 hk) fandtes Fura fra starten af 1983 også med motoren fra SEAT 1430 på 1438 cm³ med 55 kW (75 hk).[4] Denne version, som var seriens topmodel, hed Fura Crono og var udstyret med spoilere fortil og bagtil samt unikke 13" alufælge. Motoren med dobbelt karburator, som også gjorde tjeneste i Fiat/SEAT 124, gav bilen en tophastighed på 160 km/t og en acceleration fra 0 til 100 km/t på 10,8 sekunder.[1]
I 1983 fik Fura et let facelift med mindre forlygter og blinklys. I december 1984[2] blev produktionen af Fura indstillet. Sammen med sin forgænger 127 var Fura den mest succesfulde model (med mere end 1,3 mio. producerede eksemplarer) fra den spanske bilfabrikant.
SEAT Fura L bagfra
SEAT Fura femdørs
Under navnet El Nasr Super Fura blev bilen bygget på licens af NASCO i Kairo, Egypten.
Motorsport
SEAT Fura Crono blev benyttet i "Copa Fura"-rallyserien, som blev lanceret i 1983[5] og afviklet i 1985.[6] Bilerne blev tunet af Abarth og ydede 66 kW (90 hk).[4]