Sammenslutningen af Danske Småøer - også kaldet Ø-sammenslutningen - er en sammenslutning af en række mindre danskeøer stiftet i 1974 af 18 øer. I dag (2022) har foreningen 27 øer som medlemmer.[1] Fælles for øerne er, at de har mindre end 1.200 beboere, er uden broforbindelse og ikke er egen kommune.
Ø-sammenslutningen arbejder bl.a. for regelmæssig færgedrift, adgang til skoler og sundhedstilbud og god bredbånds- og mobildækning på småøerne. Desuden arbejder foreningen for at fremme bosætning, turisme og erhverv, og deler viden mellem øerne, så gode eksempler og idéer bliver spredt.
Ø-Posten
Sammenslutningen af Danske Småøer udgiver bladet Ø-posten, der sendes til de 27 småøer, samt til støttemedlemmer og samarbejdspartnere.
Bladet udkommer 4 gange om året og er typisk på 20-24 sider.
Ø-pas
Blandt de tiltag, sammenslutningen har gennemført, er etableringen i 2016 af et ø-pas, der promoverer medlemsøerne samt otte andre (lidt større) øer over for turister. Ø-passet skal gøre det attraktivt for turisterne at besøge flere øer. Dette foregår ved flere tiltag:[3]
Ensartede beskrivelser af basale forhold om øen, heriblandt hvordan man kommer dertil (færgeforbindelser).
Mulighed for at konkurrere med andre turister om at besøge flest øer (afkrydsning, let adgang til sociale medier).
Præmieudtrækninger i forbindelse med brug af de sociale medier.
Ø-passet var i 2016 en forsøgsordning, som sammenslutningen efterfølgende fik bevilget midler af erhvervsministeriet til at videreudvikle til 2017. Midlerne går blandt andet til engelsk- og tysksprogede versioner samt promovering i udlandet.[4] Ø-passet blev pr. 1. februar 2018 overdraget til Landdistrikternes Fællesråd.