Rylskov (dansk) eller Rüllschau (tysk) er en landsby beliggende øst for Flensborg i det nordlige Angel i Sydslesvig. Administrativt hører Rylskov under Masbøl Kommune i Slesvig-Flensborg kreds i den nordtyskedelstatSlesvig-Holsten. Rylskov var en selvstændig kommune indtil marts 1965, hvor Rylskov og Masbøl blev sammenlagt i Masbøl-Rylskov Kommune (fra 1969 kun Masbøl Kommune)[1]. I den danske periode indtil 1864 var Rylskov sogneby i Rylskov Sogn (Husby Herred, Flensborg Amt)[1].
Landsbyen Rylskov blev første gang nævnt omkring 1450. Stednavnet henviser til personnavnet Rolf[2] eller til det sønderjyske udtryk rylle for avnbøg[3].
Det i byens østlige udkant beliggende sted Helledal tolkes som et førkristent hedensk kultsted "hellig dal", men det er uvist[4]. Stednavnet er første gang nævnt 1769[5].
Rylskov er omgivet af Rosgaard i nord, Runmark i nordøst, Grimmerup i øst, Masbøl i syd og Tarup i vest.