En rubin er den ædelsten som er den røde variant af mineraletkorund (aluminiumoxid). Den røde farve, som kan variere fra bleg lyserød til dyb blodrød, skyldes indholdet af krom. Navnet stammer fra latinruber, som betyder rød. Naturlige rubiner er meget sjældne, men rubiner kan fremstilles syntetisk. Store perfekte (mørkerøde klare) rubiner er både sjældne og kostbare. De vurderes efter samme kriterier som diamanter og kan være mere eftertragtede. Rubinen kaldes også for "Ædelstenenes Dronning".
I nogle rubiner, der er slebet runde, ses en stjerne med seks stråler. Disse stjernerubiner er særdeles værdifulde, hvis stjernen er naturlig. Den kan kunstigt "skydes" i stenen.
Andre fyldes med lead glass (blyglas), der smeltes og får stenene til at fremtræde smukkere.
Uklare rubiner findes indlejret i grønne varieteter af mineralet zoisit. Stenen med de indlejrede rubiner slibes til smykkesten.
Mange sten, der bliver solgt som rubiner, er uægte: Den bøhmiske rubin er rosa kvarts, den sibiriske rubin er lyserød turmalin og den amerikanske rubin er i virkeligheden granat.
Der findes en lang række legender om rubiner: øverst i Den hellige gral sidder en stor rubin. Rubinen med den røde farve helbreder sygdomme i blodet og hjertet. Stenen beherskes af Mars, den røde planet, og rubinen skal bæres på den kvindelige (venstre) side af kroppen, for at virke ekstra godt. Den siges at give sin bærer fysisk skønhed og beskytter mod ondt og fysisk vold.
I Oscar Wildes eventyr "Den lykkelige prins" sidder der en rubin i prinsens sværdhæfte. Den får betydning for historien.