Royal Arena er en indendørs, multifunktionel arena i byudviklingsområdet Ørestad Syd i København indviet af daværende Kronprins Frederik, (nu kong Frederik 10.) den 28. januar 2017.[1] Arenaen fremstår i et markant nordisk design[3] og har en kapacitet på 13.000 ved sportsarrangementer og op til 17.000 (enten siddende eller stående) ved koncerter.
Projektet blev præsenteret ved et pressemøde på Bella Sky den 23. september 2011. Den 7. juni 2012 løftedes sløret for arenaens design. Det vindende designteam bestod af 3XN, HKS, Inc., Arup, ME Engineers og Planit IE. Byggeriet havde grundstensnedlæggelse den 26. juni 2013.[4]
Inden Royal Arena åbnede, var Malmö Arena den eneste arena i Øresundsregionen med en kapacitet på 10.000-15.000 tilskuere. Den største indendørsarena til sport og koncerter i København er Parken, der primært er et fodboldstadion, med 38.065 siddepladser. Ved store internationale sportsarrangementer var Brøndby Hallen (4.400 tilskuere) og Ballerup Super Arena (9.200 tilskuere) knap nok store nok, mens Parken ofte var for stor. Jyske Bank Boxen i Herning var tidligere den eneste indendørsarena i Danmark med plads til 10.000-15.000 tilskuere.
Realdania og Københavns Kommune støttede hver projektet med 325 mio. kr., mens man i forbindelse med projekteringen forventede et anlægstilskud fra Elitefacilitetsudvalget og et driftstilskud fra Danmarks Idræts-Forbund. Byggegrunden blev stillet til rådighed af By & Havn.
Fem selskaber var kvalificerede til at byde på driften af arenaen. I december 2011 blev Live Nation valgt som operatør foran AEG Facilities.
Indvielse
I oktober 2015 forventedes det, at arenaen ville være klar i efteråret 2016.[8] I slutningen af september 2016 offentliggjordes det, at rockbandetMetallica ville indvie arenaen med fire koncerter den 3., 5., 7. og 9. februar 2017.[2][5] Arenaen blev indviet den 28. januar 2017 af Kronprins Frederik.[1]