Rubio, som er ca. 193 cm høj, spillede point guard for den spanske klub Joventut Badalona både i ACB, som er en af Europas stærkeste nationale ligaer, og Euroleague, der regnes for at være den stærkeste liga uden for NBA. Allerede i 2007/08-sæsonen blev han regnet for den stærkeste point guard i den spanske liga.[2]
I august 2006 var han den dominerende spiller, da Spanien vandt det europæiske U16-mesterskab, bl.a. efter en indsats i finalen (der havde to overtidsperioder), hvor han scorede 51 points (bl.a. en buzzerbeater 3-pointsscoring fra midten af banen, der fremtvang den første overtid), tog 24 rebounds, leverede 12 assists og stjal bolden syv gange. Han blev udnævnt til turneringens Most Valuable Player.