Republikken Pskov (russisk: Псковская Республика eller Pskovskaya Respublika, estisk: Pihkva vürstiriik) var en slavisk middelalderlig stat, der eksisterede fra anden halvdel af det 13. århundrede til begyndelsen af det 16. århundrede.
De ældste kendte vidnesbyrd om menneskelig bosættelse er henved 8.400 år gamle. Pskov fyrstendømmes oprindelige befolkning tilhørte den finsk-ugriske sproggruppe.[kilde mangler] I 600-tallet skete en indvandring til Velikaja-bassinet af østslaviske krivitšer. Deres bosætning udviklede sig til en handelsplads. Flere væsentlige handelsruter gik gennem fyrstendømmet. I 862 omtaltes i de gamle letopiss for første gang fæstningen Irborska, der synes opført i 600–1200-tallet. En ældre bosættelse med den tidligere fæstning Truvor lå omkring 1 km nordvest for Irborska.
I 1215 erobredes Pskov af en folkehær fra Sakala (estisk: sakalased) under den estiske hærfører Lembitu. I 1330 opførtes en stenfæstning i Irboska med et tårn på Zeravje-bjerget.
Efter opløsningen af Kievriget i 1100-tallet blev byen Pskov med omgivende områder ved Velikaja-floden, Peipussøen, Pskovskoje-søen og Narvafloden en del af Republikken Novgorod. Byen beholdt særrettigheder, herunder retten til at oprette egne aflæggerbyer, hvoraf Irborska blev den mest fremstående. Takket være byens fremtrædende rolle i slaget ved Neva og slaget på isen mod Sværdbroderordenen voksede dens betydning markant. Byen nød en udstrakt selvstændighed under den langvarige ledelse af Daumantas (1266-1299) og især som følge af hans sejr i slaget ved Rakovor (1268). Novgorods bojarer anerkendte byens uafhængighed i Bolotovo-traktaten (1348) og afstod deres tidligere formelle ret til at udnævne byens posadnik. Byen bevarede sin uafhængighed af Novgorod i kirkelige spørgsmål til 1589, da der blev oprettet et særligt Pskov-bispedømme, og ærkebisperne i Novgorod undlod at bruge navnet Pskov i deres titel og kaldte sig "Ærkebiskop af Store Novgorod og Velikie Luki".
Republikken havde et veludviklet landbrug, fiskeri, smedevirksomhed, juvelerkunst og byggevirksomhed. Takket være en omfattende handel inden for republikkens grænser med Novgorod og andre slaviske stæder, med Baltikum og med handlende fra Hanseforbundet udviklede byen sig til en af de største med hensyn til håndværk og handel. I modsætning til Republiken Novgorod havde Pskov aldrig store feudale jordejere; deres godser var mindre og mere spredte, end de var i Novgorod. Godserne under klostre og kirker var også mindre. De sociale relationer fik deres egen form i en særlig Lovbog for Pskov. De særlige økonomiske forhold, de historiske forbindelser med Novgorod, stillingen som en grænseby og de dertil knyttede militære farer førte til udviklingen af veche-systemet. Knyaz spillede en mindre rolle i staden. Veche valgte posadnikker og sotskiyer (сотский – oprindelig repræsentanter for et hundrede familier eller husholdninger) og regulerede relationerne mellem de feudale, posad (borgerne), izbornik (изборник – de folkevalgte embedsmænd) og smerd (bønderne). Bojar-rådet havde en særlig indflydelse ved beslutninger i veche, som holdt sine møder i Treenighedskatedralen.
I Treenighedskatedralen opbevaredes tillige arkiverne for veche og andre vigtige private papirer og offentlige dokumenter. Valget til embeder blev et privilegium for adelige. I de mest afgørende øjeblikke spillede de såkaldte "molodshiye"-folk (молодшие посадские люди, lavere embedsmænd) en stor og til tider afgørende rolle i veche. Magtkampe mellem bojarer og smerder, "molodshiye" og "bolshiye"-folk (højere embedsmænd) afspejledes i det 14. århundrede i Strigolniki og i debatterne i veche fra 1470'erne til 1490'erne, der ofte endte i blodige sammenstød.
En styrkelse af forbindelserne med Moskva som følge af den økonomiske udvikling og udenrigspolitiske forhold, blandt andet deltagelse i slaget ved Kulikovo1380 og de heldige kampe mod den Tyske Orden og Litauen medvirkede til at undergrave republikkens selvstændighed. En del af stadens bojarer og købmænd forsøgte at imødegå sammenslutning med Moskva, men uden indbyggernes tilslutning.
I 1510 ankom fyrstVasilij 3. af Moskva til byen og erklærede sit votchina, hvorved republikkens selvstændighed ophørte. Stadens veche blev opløst og omkring 300 familier blandt stadens rigeste blev udvist. Deres jordejendomme blev fordelt til embedsfolk fra Moskva. Fra dette tidspunkt udviklede staden og de omgivende områder sig som dele af en centraliseret russisk stat med sæde i Moskva, omend en del af økonomiske og kulturelle traditioner blev bevaret. 1581 eroberedes fyrstendømmets område af Stefan Batory, og det kom til at indgå i Rzeczpospolita.
Fyrster af Pskov
Frem til 1399 skiftede magten i Pskov flere gange. Fra Storfyrstendømmet Moskvas indtagelse af byen, kontrolleredes udnævnelsen af Pskovfyrster af Moskva.[1]
_(1781).png)
