Regionstog havde administrationskontorer på henholdsvis Banegårdspladsen 5 i Maribo og Jernbaneplads 6 i Holbæk. Administrationen samledes i juli 2013 i Næstved.
Selskabet forvaltede i alt ca. 200 km jernbaneinfrastruktur og rådede over i alt 29 moderne lavgulvstog fordelt på 13 IC2-togsæt og 16 LINT 41-togsæt. Der transporteres ca. 3,2 mio. passagerer om året.[1]
Jernbanetrafikken på Lollandsbanen blev styret fra Regionstogs trafikcentral i Maribo, mens jernbanetrafikken på Odsherredsbanen og Tølløsebanen styredes fra en tilsvarende trafikcentral i Holbæk. Trafikken på Østbanen styredes fra Lokalbanens driftscentral i Hillerød. I løbet af maj 2013 samledes al fjernstyring af Regionstogs fire baner i en driftscentral (fjernstyringscentral) i Maribo. Der sker ikke længere fjernstyring fra Holbæk og fjernstyring af Østbanen er hjemtaget fra Lokalbanen i Hillerød. Det nye fjernstyringssystem er EBISCREEN 2000 leveret af Bombardier Transportation Danmark.
Strækninger
Regionstog trafikerede fire ikke-elektrificerede jernbanestrækninger på i alt ca. 200 km:
Lollandsbanen (Nakskov-Nykøbing F.), der er 50,2 km lang, åbnede i 1874 og befordrer årligt ca. 875.000 passagerer.
Østbanen (Køge-Faxe Ladeplads/Køge-Rødvig), der er 46,2 km. lang, åbnede i 1879 og befordrer årligt ca. 900.000 passagerer.
Tølløsebanen (Holbæk)-Tølløse-Slagelse, der er 50,8 km. lang, åbnede i 1901 og befordrer årligt ca. 555.000 passagerer.
Odsherredsbanen (Holbæk-Nykøbing Sj.), der er 49,4 km. lang, åbnede i 1899 og befordrer årligt ca. 1,1 mio. passagerer.
Rullende materiel
Regionstog rådede over i alt 29 moderne lavgulvstog fordelt på 13 IC2-togsæt og 16 LINT 41-togsæt.[1] Lollandsbanen betjenes udelukkende af IC2-togsæt, hvorimod de øvrige strækninger primært betjenes af LINT 41. Sidden 2022 kører 3 indlejede desirotog fra Nordjyske Jernbaner de 8 km mellem Grænge og Nykøbing på Lollandsbanen, fordi det kræves ETCS, og installationen i IC2 endnu ikke er godkendt.