En årsag til oprettelsen af Privatbanken var utilfredshed med, at Nationalbanken i 1850'erne førte en meget forsigtig udlånspolitik, hvilket gjorde det svært for erhvervsvirksomheder at få lån. Privatbanken var - efter Nationalbanken, Centralkassen i Kjøbenhavn og Kjøbenhavns private Laanebank - den fjerde bank, der oprettedes i København.
Privatbankens første direktør bliver den unge grossererC.F. Tietgen, der er bankens drivende kraft frem til 1897. Efter sin fratræden som direktør bliver Tietgen æresformand for bankrådet (bestyrelsen) til 1901.
Umiddelbart efter starten bliver Privatbanken ramt af finanskrisen 1857-58, idet der er store udtræk af indskud. Banken overlever imidlertid og ekspanderer derefter kraftigt. Allerede i 1860 er Privatbanken vokset til at være Danmarks største bank (efter Nationalbanken).[1]
Privatbanken kommer i problemer i årene 1874-1878. Der er store tab. Tabene skyldes i første række kursfald på bankens aktiebeholdning i Store Nordiske Telegraf-Selskab, men der er også tab ved jernbanebyggeri.[2] Bankens reservekapital samt en del af aktiekapitalen går tabt. Privatbanken overlever krisen, men mister sin position som Danmarks største bank til Landmandsbanken. I 1880'erne står Privatbanken igen bag stiftelsen af flere store aktieselskaber, nemlig De Danske Spritfabrikker, Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab og Faxe Kalkbrud.
I begyndelsen af 1900-tallet er Privatbanken aktiv ved finansieringen af et omfattende byggeri i København. Privatbanken giver store lån til Centralbanken og Detailhandlerbanken. Da de to banker bryder sammen under Bankkrisen i København 1908, får Privatbanken store tab, og der er store udtræk fra banken. Som følge af krisen tvinges bankens hidtidige førstedirektør Julius Lassen på pension, og C. C. Clausen bringes ind i direktionen udefra.[3]
Under finanskrisen 1921-29 kommer Privatbanken igen i krise.[4] Der er store tab blandt andet på Aarhus Oliefabrik og på trælast- og byggevirksomheden Harald Kjær & Co. Der er rygter om, at banken i realiteten er konkurs, og der er store udtræk. I 1928 konstateres der nye store tab i Aarhus Oliefabrik. I en undersøgelse når bankinspektøren frem til, at hovedparten af Privatbankens egenkapital er gået tabt. Regeringen under ledelse af Thomas Madsen-Mygdal nægter at støtte Privatbanken, som på det tidspunkt er landets 3. største. Privatbanken standser derefter betalingerne den 28. september 1928. Efter hektiske forhandlinger lykkes det en kreds af erhvervsvirksomheder og privatpersoner med støtte fra Nationalbanken at få samlet så meget kapital, at Privatbanken kan rekonstrueres. Privatbanken åbner derefter igen den 3. oktober 1928. Bankens to ledende direktører - C. C. Clausen og Peter Reyn - fratræder, og Poul Andersen bringes ind som direktør udefra.
Privatbanken er i 1980'erne aktiv ved finansieringen af flere store danske byggefirmaer, der i begyndelsen af 1990'erne går konkurs. Tab på disse engagementer vurderes at være en hovedårsag bag de problemer, som Unibank har i begyndelsen af 1990'erne. Det er en udbredt opfattelse, at Privatbanken ikke kunne have overlevet finanskrisen 1988-94, hvis den ikke med virkning fra 1990 var blevet fusioneret med Sparekassen SDS og Andelsbanken.[5]
Privatbanken introducerede en række nye bankydelser, bl.a. indlån på anfordring, kassekredit (kontokuranten) og checks.
1901-04 lod banken sit hovedsæde (nu C.F. Tietgens Hus) opføre ved siden af Børsen. Bygningen er tegnet af Axel Berg.
Privatbanken fusionerede i 1990 med Sparekassen SDS og Andelsbanken under navnet Unibank. Unibank fusionerede i 2000 med MeritaNordbanken, der nogle år tidligere var dannet ved fusion af den finske Merita Bank og den svenske Nordbanken. Navnet blev i 2001 ændret til Nordea.
Ledelse
Denne liste er ufuldstændig; hjælp gerne med at udfylde den.
Direktion
1857-1867 Nicolai Fugl, 1. direktør (døde i embedet)
1867-1896 C.F. Tietgen, 1. direktør (2. direktør fra 1857)
