Ved Jersie Strand er der forbindelse til Køge Bugt Motorvejen, hvilket gør ruten attraktiv for rejsende fra Roskilde og opland, der skal mod Sydsjælland.
Rute 6 er den primærrute, der har det laveste nummer.
Forløb
Primærrute 6 har sit nordlige udgangspunkt sammen med sekundærrute 229 ved Helsingørmotorvejens begyndelse nær Nyrup Hegn syd for Helsingør. Ruterne følger Kongevejen mod sydvest, og efter 1 km krydser de sekundærrute 213 i en rundkørsel. Efter yderligere 850 m, ved Nyrup, drejer sekundærrute 229 fra af Kongevejen. Primærrute 6 fortsætter som Helsingørsvej. Nordvest for Kvistgård krydses sekundærrute 235 i et hankeanlæg.
Herfra fortsætter ruten mod vestnordvest til Fredensborg, og gennem byen som Lundebakken. Ruten fortsætter gennem Gribskov mod Hillerød, og møder inde i skoven sekundærrute 227, som følger rute 6 indtil Isterødvejen. Strækningen mellem Kongevejen og Isterødvejen er anlagt som 2-sporet landevej.
Ved Isterødvejen deler primærrute 6 sig i to. Mod Roskilde følger ruten motortrafikvejen Isterødvejen sammen med primærrute 19 nord om Hillerød. Ved Hillerødmotorvejens forlængelse drejer rute 6 fra, og følger denne mod syd, først sammen med sekundærrute 267, og fra krydset med Herredsvejen sammen med primærrute 16, indtil Roskildevej.
I retning mod Helsingør går primærrute 6 syd om Hillerød. Ca. 1 km øst for Hillerødmotorvejens forlængelse begynder sekundærrute 233 ved rute 6. Herfra følger rute 6 Overdrevsvejen. Vest for Store Dyrehave har sekundærrute 201 sin begyndelse. Fra Isterødvejen følger rute 6 denne frem til Fredensborgvej.
Hele vejen rundt om Hillerød er i begge retninger skiltet som Ring 2.
I september 2009 påbegyndtes anlægget af en omfartsvej syd og øst om Gørløse. Denne forventes at åbne i november 2011, og vil blive en del af primærrute 6. Omfartsvejen har været planlagt siden slutningen af 1970'erne, men først i 1999 påbegyndte det daværende Frederiksborg Amt projektarbejdet. Anlægget skulle have været påbegyndt i 2002, men blev sparet væk. I forbindelse med kommunalreformen i 2007 blev vejen til statsvej, og derved overgik projektet også til Vejdirektoratet.[3]
I forbindelse med 3. etape af Frederikssundmotorvejen planlægges anlagt et tilslutningsanlæg ved primærrute 6 mellem Jyllinge og Ølstykke. Her er det planen at der etableres en fordelerring. Anlægsloven for motorvejen blev vedtaget i december 2009, men der er endnu ikke afsat penge til strækningen fra Tværvej til Frederikssund. Der forventes at finansieringen drøftes i løbet af 2011.[4]
I 2006 blev krydset mellem primærrute 6 og Jyllinge Parkvej udpeget til "sort plet". Derfor vil krydset blive ombygget i løbet af 2011.[5]
Siden 2009 har en ud- og ombygning af Holbækmotorvejen fra Fløng til Roskilde V været i gang. Dette inkluderer strækningen mellem tilslutningsanlæg 11 og 12, der er en del af primærrute 6. Her bliver motorvejen udvidet fra 4 til 6 spor, og tilslutningsanlæg 12, Roskilde S, bliver ombygget til et B-anlæg med direkte forbindelse til Køgevej.
I december 2009 blev finansieringen af en ud- og ombygning af Køge Bugt Motorvejen fra Greve S til Solrød S aftalt af et flertal i Folketinget. Dette indebærer også en mindre ombygning af tilslutningsanlæg 31, hvor primærrute 6 krydser. Finansieringen af den sidste strækning til Køge drøftes i 2013.[6]
Den 6 april2016 foreslog en række borgere med støtte af socialdemokraternes gruppeformand Maria Stærke, at den nuværende hovedlandevej primærrute 6 mellem Køge og Roskilde skulle udbygges til en motorvej. Da de fremtidig patienter på Sjællands Universitetshospital, Køge har bruge for en hurtigere transport til og fra Køge. Men vejnettet er ikke optimalt, da der er problemer med trafikken mellem Køge og Roskilde. [8]
Noter
^Hvis der ses bort fra strækningen på Holbækmotorvejen, er årsdøgnstrafikken højst 23.700.