Pine barrens (= ”fyrretræsødemarker”) er de plantesamfund, som opstår på tørre og sure, næringsfattige jordbundstyper, hvor de er domineret af græsser, stauder, lave buske og – som navnet siger – af lave til mellemhøje fyrretræer. De findes flere steder i USA, (fra Florida til Maine og i Midtvesten), i Canada og i de nordlige dele af Eurasien. De mest vidtstrakte dannes på områder med sandede aflejringer fra sidste istid, heriblandt smeltevandssletter, søbredder og udvaskede terrasser langs vandløb.
De forkomne vegetationer på disse ødemarker er meget sårbare over for skovbrande. I løbet af sommeren tørrer jordbundens øverste lag ud, og samtidig bliver fyrretræernes nåle meget tørre. Ved den mindste gnist antændes både træer, førne og den tørveagtige jord, og området bliver nøgent og askedækket. Men mange af planterne har udviklet metoder til at klare sig alligevel, så allerede efter få år står skovbunden igen fuld af urter, mens små buske og nyspirede træer er på vej op.
Hvis ikke disse brande antænder vegetationen, sætter successionen sig igennem, og løvbærende træer som vortebirk, almindelig røn og bævreasp breder sig. Nogle få år senere vil man også finde almindelig hassel, flere arter af pil og vintereg på det tidligere afbrændte område, som efterhånden vil få karakter af egentlig taiga.[2]
