Peter Jackson med tilnavnet The Black Prince (født 3. juli 1861, død 13. juli 1901)[1] var en australsk sværvægtsbokser, der boksede i perioden fra 1882 til 1899, hvor han opnåede over hundrede kampe, hvor blot fem blev tabt. Han var i årene 1888 til 1896 indehaver af verdensmesterskabet i sværvægt for farvede boksere. Raceadskillelse i perioden betød, at han ikke kunne bokse om det egentlige verdensmesterskab. Jackson anses af mange bokseeksperter, som den bedste bokser i perioden.[2]
Jackson blev født i Christiansted på øen Sankt Croix, der dengang var hovedstaden i Dansk Vestindien. Hans familie kom oprindeligt fra Montego Bay i Jamaica.[3] Hans far, også kaldet Peter Jackson, var en lagermand og barnebarn af en frigivet slave, der var ejet af en plantageejer med efternavnet Jackson. Født som fri mand var Peter Jackson dansk statsborger, før han i 1878 flyttede til Australien og fik australsk statsborgerskab. Jackson havde en god grundskoleuddannelse, inden han blev sømand. I Australien arbejdede han på skibe som dæksmand i Sydney Docks. Han lagde sig på et tidspunkt imellem mytterister på et skib, hvilket gav ham nogen opmærksomhed, og han blev opdaget af Larry Foley, der fik ham til at begynde en boksekarriere.
Professionel karriere
Jackson begyndte at bokse professionelt i 1882. Han boksede en række kampe og mange opvisningskampe i perioden, hvor han opnåede succes, og i 1886 vandt han det australske mesterskab i sværvægt, da han slog Tom Lees ud i 30. omgang. Jackson var på et tidspunkt elev af "The Black Diamond" Jack Dowridge, en barbadisk indvandrer og boksepioner i Queensland i Australien.
Som så mange andre af australiens bedste boksere i denne æra drog Jackson til Amerika. Han ankom til San Francisco den 12. maj 1888[1] Den 24. august 1888 fik Jackson en kamp om verdensmesterskabet i sværvægt for farvede boksere mod mesteren "Old Chocolate" George Godfrey. Jackson vandt kampen på knockout i 19 omgang og derved det farvede verdensmesterskab. Under sit ophold i Amerika sparrede Jackson ofte med Lees og boksede en række opvisningskampe. Jackson blev instruktør på California Athletic Club i San Francisco. Han blev betragtet som en af de mest "videnskabelige" boksere i sin tid på grund af sit fodarbejde og tekniske dygtighed.[4]
Efter et år i USA drog han til England, hvor han fik en kamp om det britiske Commonwealth--mesterskab mod den engelske Jem Smith med 1000 pund i præmie. Jackson vandt på diskvalifikation i anden omgang.[5] Jackson boksede herefter en række kampe i England og i Dublin.[2][1]
Jackson forsøgte forgæves gentagne gange at sikre en kamp mod verdensmesteren John L. Sullivan, men Sullivan afviste af bokse mod Jackson på grund af Jacksons hudfarve.[6] Sullivan havde dog ved flere lejligheder planlagt kampe mod andre sorte boksere, bl.a. "Old Chocolate" George Godfrey. Den planlagte kamp mod Godfrey blev dog stoppet af politiet umiddelbart inden kampen gik i gang og begge mænd stod i ringen. Den 21. maj 1891 i Benicia i Californien, boksede Jackson med den fremtidige verdensmester James Corbett. Kampen mod Corbett gik 61 omgange, før den blev erklæret ”no contest”, da begge boksere var for udmattede til at fortsætte. Jacksons sidste forsvar af hans Commonwealth-titel var imod hans mangeårige rival og landsmand Frank Slavin. Både Slavin og Jackson havde trænet under Larry Foley, og der havde eksisteret en reel fejde mellem dem i flere år på grund af Slavins racisme og en romantisk trekant med en kvinde ved navn Josie Leon. De to havde været oppe at slås tidligere, men titelkampen var den første og eneste professionelle kamp mellem dem. Efter en hektisk start på kampen vandt Jackson på knockout i 10. omgang.[2]
Jackson var fortsat verdensmester i sværvægt for farvede boksere, men opgav titlen i 1896. Efter en lang pause, hvor han kun deltog i opvisningskampe, stillede han i 1898 op til en kamp mod den atletisk byggede og ubesejrede James J. Jeffries. Jackson havde ikke tabt en kamp i 14 år, men havde ikke bokset en rigtig kamp de seneste tre år og var blevet 36 år gammel. Jackson blev slået ud i tredje omgang og Jeffries vandt året efter verdensmesterskabet i sværvægt. Jackson boksede yderligere en kamp i 1898, men indstillede herefter karrieren.
Livet efter boksningen
Jackson opnåede nogen berømmelse under sit ophold i Amerika. Han havde et ønske om at spille skuespil og spille Othello, men det blev ikke til noget.[7] Han medvirkede imidlertid i en turnéproduktion af Onkel Toms Hytte, hvor han bl.a. boksede opvisningskampe mellem skuespillets akter. På trods af sin berømthed kom Jackson i økonomiske problemer efter boksekarrieren. Jackson havde helbredsproblemer efter kampen mod Jeffries, hvilket gjorde det umuligt for ham at bokse. Der blev afholdt en række velgørenhedsarrangementer for at skaffe penge, så ham kunne komme tilbage til Australien.[8]
Jackson døde i en alder af 40 år af tuberkulose i Roma i Queensland. Kort efter Jack Johnson, "The Galveston Giant" i 1908 vandt verdensmesterskabet i sværvægt som den første sorte bokser, tog Johnson på en rejse til Jacksons grav.[9] På Jacksons gravmæle er præget ordene "Dette var en mand".
Uofficiel professionel rekordliste
Nedenstående er en uofficiel liste over antal af kampe og udfald. Listen er ikke komplet, og kildemateriale fra den tid er ofte usikkert. "ND" ("Newspaper decision") angiver en "avisafgørelse", idet mange kampe dengang ikke fik en officiel vinder, hvis kampen gik tiden ud, og sejren blev derfor uofficielt tildelt den bokser, som pressen mente havde været den bedste.