Peder Laale, også skrevet Peder Låle, Peder Lolle, Pedr Laala og Petrus Laale, var en dansk ordsprogssamler, som levede i sidste halvdel af 1300-tallet. Vi kender intet til Peder Laales liv, hverken hvor eller hvornår han levede. Kendt er hans berømte samling af danske og latinskeordsprogParabolae, på dansk kaldet Ordsprog. Der bliver han omtalt som legista, det vil sige kyndig i civil ret. Men han var muligvis præst.
Ordsprog
Peder Laales ordsprogssamling indeholder 1200 latinske sentenser hvoraf ca. 1000 er oversat til tilsvarende dansk. Mange fællesnordiske ordtag og talemåder, også flere som endnu er i levende brug, er tidligst noteret i denne samling. Nogle af de danske ordsprog er måske forfattet af ham selv, men de allerfleste er meget gamle og skabt af folket. Samlingen er den ældste af sin type i Norden, bortset fra den lille islandske Málsháttarkvædi, og derfor en vigtig kilde til kundskaben om tanke- og forestillingsverden i middelalderen.
Originalteksten, som sandsynligvis stammer fra ca. 1350, kendes kun som fragmenter og citater før den kom i en trykt version i 1506, trykt af Gotfred af Ghemen. Nye udgaver kom i 1515, 1614, 1703, 1828, 1843, 1889-1894, 1929 og 1966, sidst under titlen Gammeldanske ordsprog. Peder Laales ordsprog udgør også første bind af standardværket Danmarks gamle Ordsprog, som er udgivet fra 1977.
De latinske formuleringer i bogen er forvanskede og præget af gallicismer, det vil sige stærkt påvirket af fransk, hvilket kan tyde på at Laale var paris-klerk. Alligevel blev samlingen flittigt anvendt som skolebog i netop latin i 1500-tallet, også efter reformationen i 1536.
Folkloristen og sprogmanden Peder Syv gengiver flere af Peder Laales ordsprog i sin store samling Almindelige danske Ordsprog, som kom i to bind i 1682 og 1688.
Teksteksempler fra Ordsprog
Disse uddrag viser originalteksten fra den trykte udgave fra 1506 sammen med en dansk oversættelse af ordsprogene: