Nik & Jay startede karrieren i 2002 i samarbejde med deres producerteam Jon & Jules. Producerduoen er i hiphopkredse tidligere kendt fra undergrunds-rapgruppen USL. Inden Nik & Jay blev dannet var Niclas og Jannik i rapgruppen Bagmændene. Sammen med Jon & Jules skabte de produktionsselskabet Nexus Music, der står bag succesfulde artister som Alex, Joey Moe og Jinks.
Flere medier har siden 2005 citeret en undersøgelse foretaget af mediebureauet Carat, der har konkluderet at Nik & Jay er kendt af 97 % af alle danskere,[4] hvilket Jay refererer til i sangen "Er du derude" på Joey Moe-albummet Fuldmåne (2011). Efter at være blevet omtalt i Det Nye Talkshow - med Anders Lund Madsen, kom det i november 2011 frem, at det faktiske tal i 2005 var 63 % af alle danskere, mens 94 % af de 15-30-årige kendte Nik & Jay.[5][6]
Musikkarriere
Nik & Jay og 2 (2002–2005)
Nik & Jay debuterede med deres selvbetitlede album den 5. september 2002 på Medley Records (EMI). I juni 2003 rundede albummet 100.000 solgte eksemplarer, og blev dermed det bedst sælgende danske rap/R&B debutalbum nogensinde.[7] Samme år vandt duoen to priser ved årets Danish Music Awards i kategorierne Årets nye danske navn og Årets danske hit for "Hot!".
I 2004 udgav duoen deres andet album 2, der blev en endnu større succes end det første album. 2 solgte i lighed med det første album, over 110.000 eksemplarer. Begge albummer er derved blevet certificeret dobbelt platin. Det varede dog over et halvt år, før albummet nåede førstepladsen på den danske album-hitliste. En af de største singlesucceser fra 2 var "En dag tilbage". Sangens budskab er inspireret af Piet Hein; "Husk at elske mens du tør det, husk at leve mens du gør det". Også sangene "Pop Pop!", "Lækker", "Strip" og "Kan du høre hende synge" blev store hits i Danmark, fx lå "Lækker" ni uger #1 på den danske klub-hitliste, Dancechart.
3: Fresh, Fri, Fly og De største (2006–2010)
Den 25. september 2006 udkom Nik & Jays tredje studiealbum, 3: Fresh, Fri, Fly, hvor første single var det platin-sælgende hit "Boing!". Efterfølgeren blev "Når et lys slukkes", der solgte guld. Tredje single fra albummet var "I Love Ya". Fjerde og sidste single blev "Et sidste kys", med kvindelig vokal af sangerinden Julie. De to sidstnævnte singler solgte begge platin, mens albummet solgte tre gange platin.
I 2007 skrev og fremførte Nik & Jay sangen "Hvad nu hvis?" sammen med sangeren Alex til fordel for UNICEF, i anledningen af Børnekonventionens 18-års fødselsdag den 20. november. Sangen lå tre uger som #1 på hitlisten, og endte med at sælge mere end 30.000 eksemplarer, hvilket gør det til den bedst sælgende single for begge artister. Alle indtægter fra sangen gik ubeskåret til hjælpeorganisationens arbejde med at hjælpe børn i nød. I september 2010 havde "Hvad nu hvis?" indtjent mere end 1,1 millioner kroner til UNICEF.[8]
Efter udgivelsen af 3. Fresh, Fri, Fly besluttede Nik & Jay sig for at holde en pause på ubestemt tid. De udtalte på daværende tidspunkt, at de havde brug for en længere pause efter seks år parløb.
Pausen varede til 2008 hvor Nik & Jay udgav opsamlingsalbummet De Største med en tilhørende live DVD, der samtidig var det sidste album på kontrakt med pladeselskabet EMI. Udover en række gamle og nye hits bød dette album desuden på tre nye numre i form af "Kommer igen", "Endnu en" og "Du gør mig høj", der alle har været udgivet som singler, hvoraf "Kommer igen" og "Endnu en" solgte henholdsvis platin og guld. Albummet markerede sig ved at alle de ældre sange enten havde solgt guld eller platin.
Siden da har Nik & Jay haft et tæt samarbejde kørende med den danske house-DJ Morten Breum, hvilket bl.a. er mundet ud i singlen "Domestic", der er at finde på Breums debutalbum Drop!. "Domestic" blev et hit og solgte 15.000 eksemplarer. Da Breum udgav mixalbummet Nightclub Session i 2010, var det med Nik & Jay-samarbejdet "Fest" på. På trods af at sangen aldrig blev udgivet som single er den blevet certificeret guld.
Engle eller dæmoner og Copenhagen Pop Cartel (2011–nu)
Den 21. februar 2011 udkom "Mod solnedgangen", der er første single fra Nik & Jay fjerde studiealbum, Engle eller dæmoner. Singlen opnåede platinstatus efter blot to måneder, med mere end 30.000 solgte downloads.[9] Albummet udkom den 25. april 2011 på pladeselskabet Copenhagen Records. Det er ifølge Nik & Jay deres mest personlige og ambitiøse album til dato, og indeholder samtidig gruppens første engelsksprogede sange.[10][11]Engle eller dæmoner gæstes af Morten Breum, Joey Moe, Eivør og Burhan G. Albummet debuterede som #1 på hitlisten, og blev samtidig certificeret platin for 20.000 solgte eksemplarer efter blot én uge i handlen.[12] Albummet modtog i august 2011 dobbelt-platin for 40.000 solgte eksemplarer.[13] "Gi' mig dine tanker" blev udsendt som andensingle den 6. juni 2011. Sangen sampler Ray Dee Ohh-hittet "Efterår" fra 1990, med tekst skrevet af Steffen Brandt fra tv-2. I slutningen af august 2011 modtog "Gi' mig dine tanker" guld for 15.000 downloads.[13] Den 3. oktober 2011 udkom popballaden "Udødelige" som tredje single fra Engle eller dæmoner.[14][15] Ved Danish Music Awards 2011 vandt Nik & Jay i kategorierne Årets publikumspris samt Æresprisen for gruppens bidrag til dansk popmusik i næsten 10 år.[16]
Nik & Jay medvirker på sangen "Små soldater" på Sanne Salomonsen-albummet Tiden brænder fra november 2011.[17] Den 27. februar 2012 blev det offentliggjort at Nik & Jay har skrevet den officielle EM-sang, "Vi vandt i dag". Sangen udkom den 30. april 2012.[18]
Nik & Jay udgav EP'en Copenhagen Pop Cartel den 8. marts 2013, bestående af seks engelsksprogede numre.[19] På udgivelsen har Nik & Jay samarbejdet med bl.a. Morten Breum og When Saints Go Machine.[20] Singlerne "United" (featuring Lisa Rowe) og "Ocean of You" (featuring Søren Huss) blev begge hits, med 50.000 downloads og tæt på syv millioner streams.[21]
Den 6. september 2013 offentliggjorde Nik & Jay deres dansksprogede single "#pæntnejtak", der blev opfulgt af det dansksprogede album United senere på året.