Monstransen har fod og skaft som en alterkalk, og på skaftet hviler en plade, som igen bærer selve monstranshuset. Huset har vægge af glas eller bjergkrystal, så man kan se ind i det. I husets midte sidder en halvmåneformet klemme til hostien. Øverst afsluttes monstranshuset af et tag, der kan være udformet som et helt tempel. Monstransen opbevares i kirken i et særligt rum, der også kaldes monstranshuset. I Danmark forsvandt monstranserne fra kirkerne ved reformationen.