Mols Hoved er den sydligste kyst af Tved/Skødshoved-halvøen på Mols i Syddjurs Kommune. Langs kysten ligger en op til 20 meter høj, 2½ kilometer lang klint. I denne findes aflejringer fra de tre sidste kuldeperioder i den sidste istid, Weichsel-istiden. På stranden finde store mængder af ledeblokke, stenarter hvis oprindelige hjemsted man kender, så man gennem dem kan følge isens vandringer. Der er rhombeporfyr fra Oslo-området, kinnediabas fra Vestsverige (syd for Vänern), samt rapakivi fra Ålandsøerne, svarende til de tre ovenfor nævnte aflejringer og kuldeperioder i istiden. Flere steder langs kyststrækningen ved Mols Hoved ses store udskridninger (landslides) der ofte er sket på den grå og relativt lerede till, der ligger nederst i profilet. Højeste punkt på bakken ovenfor klinten er 48 moh.