Michael Hesselholt Clemmesen (født 12. december 1944 i København) er en dansk historiker og pensioneret officer.
Clemmesen gik ind i Forsvaret i 1964, var på Hærens Officersskole 1965-68 og har været linjeofficer i Hærens kamptropper siden 1968, fra 1979 som generalstabsofficer, og blev pensioneret som brigadegeneral 2004. Han er tillige uddannet historiker fra Københavns Universitet i 1981.
Clemmesen arbejdede i de sidste ti år af sin tjeneste som udsendt med dansk og international forsvarsstøtte til Baltikum og deltog i opbyggelsen og stod senere for ledelsen af det baltiske forsvarsakademi. Siden 2005 har han været ansat i Forsvarsakademiets Center for Militærhistorie, hvor han har forsket i og nyskrevet dansk militærhistorie. Han var medlem af Forsvarskommissionen af 1988 og deltager ofte i den offentlige debat om Forsvaret. Marts 2010 udgav han bogen Den lange vej mod 9. april om dansk forsvarspolitik i mellemkrigstiden.
1999 blev han Kommandør af Dannebrog. Han bærer også Hæderstegnet for god tjeneste ved Hæren, Trestjerneordenen,[1] Det lettiske forsvarsministeriums Anerkendelsens Hæderstegn, Det lettiske Hjemmeværns Fortjensttegn, Estiske Ørnekors, Storfyrst Gediminas' Orden og medalje fra United Nations Military Observer Group in India and Pakistan.
Udgivelser
Kilder
Kildehenvisninger