Vor Frue Skole eller Domskolen lå ved Frue Plads. Skolen og Vor Frues Kapitel fik i fællesskab ansvaret for at uddanne gejstlige. Eleverne hed i middelalderen "peblinge", af gammeldanskpæpling, egentlig "lille præst".[3]Peblingesøen skal have fået sit navn, fordi de første metropolitanere badede i søen.[4] Senere blev skolens elever kaldt "disciple".
Skolen lå i 1377 nord for Frue Kirke tæt ved Nørregade, men lå i 1468 - 1807 syd for kirken, mellem det nuværende Dyrkøb og Skindergade. Ved reformationen kom skolen under magistratens varetægt, og Københavns tre sognekirker - Vor Frue, Helligåndskirken og Skt. Nicolai - forpligtede sig i 1548 til at bidrage til dens istandsættelse og vedligehold. Skolemesteren blev også pålagt at lede kirkesangen i Frue Kirke sammen med en hører. Fra reformationen og 200 år frem blev skolen regnet for en fattigskole. Det ændrede sig i 1797, da den blev forsøgsskole. Den nye skolereform skulle afprøves, og kun en lille udvalgt skare af elever fik lov til at blive. Det ændrede sig igen i 1801, hvorefter eleverne ikke mere skulle synge i kirken. I stedet blev forældrene afkrævet skolepenge. Dermed blev den også en skole for det bedre borgerskab.[4]
Under Københavns brand i 1728 brændte skolen ned, men var allerede genopført i 1731. Den nye bygning var grundmuret og vendte ud mod Frue kirkegård. Foruden skolestuer var der værelser for hørerne, mens rektor og konrektor fik en særskilt bolig ud mod Skindergade. Under Københavns bombardement i 1807 blev skolen igen ødelagt,[5] og undervisningen foregik frem til 1808 i Vajsenhuset, derefter i Trinitatis præstegård i Kannikestræde. I 1811 påbegyndtes en ny skolebygning i Fiolstræde for enden af Frue Plads. Denne bygning blev indviet 23. april1816 i nærvær af Frederik 6., 132 disciple og lærerkorpset; men den var kun beregnet for 100 elever, og efter indførelsen af matematisk-naturvidenskabelig retning i 1871 og nysproglig i 1903 voksede elevtallet og pladsbehovet. Mulighed for udvidelse fandtes ikke, så i 1938 flyttede skolen til en bygning i Struenseegade, der havde huset Femmers Kvindeseminarium og senere Hans Egedesgades Skole, der blev nedlagt, da Metropolitanskolen flyttede ind.[6] Efter gymnasiets nedlæggelse overtog Det frie Gymnasium bygningen i Struenseegade og oprettede en ekstra filial der.
Skolen er nok bedst kendt gennem Hans Scherfigs bidende satiriskeroman, Det forsømte forår der udkom i 1940. Skolen var kendt som en institution rettet mod eliten - den absolut øvre middelklasse og borgerskabet - og ikke mindst skulle den være en drengeskole. I 1860 udtalte skolens rektor, Birch: "Navnlig i Overgangsalderen, d.v.s. i alderen mellem det 14. og 18. Aar behøver den unge Kvinde, for at de hende ejendommelige Organer kunne udvikle sig sundt og naturligt til, visse regelmæssigt anstrengende Arbeider, som en Skole, hvis hele Ordning er truffen med Drengens Fysiske Udvikling for Øre, ikke vil kunne indrømme hende. Forsømmelse af det i denne Henseende Fornødne, vil efter Lægers Vidnesbyrd udsætte hende for høist alvorlige Farer, for mangehaande Sygdomme: Svækkelse i de vigtigste Livsfunktioner og Udygtighed til at opfylde hendes Fremtids Bestemmelser." Først i 1923 fik skolen en kvindelig elev, Olga Geertzen - 50 år efter, at kvinder havde fået adgang til universitetet.[4]
I sine seneste år var skolens grundlag et helt andet, og man formåede at åbne og ændre den i takt med tiden. I 2009 blev skolen hårdt ramt af nye finansieringsmodeller, der tilgodeså de gymnasier, der hurtigst bragte flest elever frem til studentereksamen. Skolen fik svært ved at tiltrække elever og få økonomien til at løbe rundt. I slutningen var den kendt som et af de danske gymnasier, der havde den højeste andel af andengenerationsindvandrere.[7]
Hvilket forår : 800 år – et Danmarksbillede set gennem Metropolitanskolen : fra Danmarks fineste skole til et gymnasium i brændpunktet på nutidens Nørrebro. Redaktør: Hans Lindemann et al. København 2009.
