Mathias Tauber (født 24. august 1984 i Birkerød) er en dansk fodboldspiller, der er forsvarsspiller der siden august 2018 har spillet for Nykøbing FC.
Karriere
Tauber spillede de første år som senior hos Akademisk Boldklub. I perioden 2002 til 2005 spillede han for Ølstykke FC. Fra sommeren 2005 og ét år frem repræsenterede Mathias Tauber Stenløse Boldklub, og spillede 18 kampe for klubben. I sæsonen 2006-07 spillede han for Næstved Boldklub, der netop var rykket op i 1. division.
AB
Mathias Tauber underskrev i starten af juli 2007 en to-årig kontrakt med Akademisk Boldklub (AB), der på dette tidspunkt havde ambition om at rykke op i Superligaen indenfor tre år.[1] I november 2008, godt et halvt år før Taubers kontrakt med AB udløb, forlængede parterne aftalen så den var gældende indtil sommeren 2011. På dette tidspunkt lå AB placeret på fjerdepladsen i 1. division, og havde rækkens andet bedste forsvar.[2] AB sluttede sæsonen på 3. pladsen med 7 point op til oprykkerne fra Silkeborg IF og Herfølge Boldklub.
I sæsonen 2009-10, som også blev Taubers sidste i AB, sluttede klubben på en fjerdeplads. Mathias Tauber spillede i alt 92 kampe og scorede tre mål for klubben fra 2007 til 2010.[3]
Lyngby Boldklub
Efter at Lyngby Boldklub havde fulgt med i Mathias Taubers karriere over en længere periode, købte klubben i august 2010 ham fri af kontrakten med AB. Lyngby var på dette tidspunkt nyoprykkere i Superligaen, og det blev dermed første gang at Tauber skulle spille i landets bedste række. Kontrakten med Lyngby var gældende i to år.[4]
Mathias Tauber debuterede for Lyngby og i Superligaen den 26. august 2010, da han i pausen af udekampen i Parken mod F.C. København afløste Kim Aabech. I den første sæson spillede Tauber 27 kampe, hvor af de 22 af kampene var på fuldtid. Klubben sluttede på 8. pladsen.[5]
I sæsonen 2011-12 spillede Tauber de fire første kampe på fuldtid inden han blev skadet, og måtte stå udenfor i de efterfølgende syv kampe i Superligaen.[6] Inden havde han scoret det første ligamål for Lyngby, da han i 3. runde-kampen mod HB Køge scorede to af klubbens tre mål i 3-1 sejren på Lyngby Stadion.[5] Den 23. januar 2012 forlængede Lyngby BK og Tauber samarbejdet, så kontrakten nu var gældende indtil 30. juni 2015.[7] Godt en måned efter kontraktforlængelsen meddelte Lyngbys træner Niels Frederiksen, at han havde vraget Morten Bertolt som holdets anfører, og givet hvervet videre til Mathias Tauber.[8]
Han fandt få minutter inden træningskampen mod FC Roskilde den 9. juli 2018 ud af, at cheftræner Mark Strudal, der sidst i juni 2018 var blevet ny cheftræner i Lyngby Boldklub,[9] at han var degraderet fra rollen som anfører i klubben, da Martin Ørnskov i stedet skulle være anfører.[10][11] Det var han ikke blevet meddelt om, inden den resterende del af truppen ligeledes fik det at vide, hvilket han var utilfreds med.[11] Han ønskede derfor heller ikke at være en del af anførergruppen.[11] Han fik efterfølgende et ultimatum omkring, at enten var han en del af anførergruppen, eller også var han ikke en del af Lyngby Boldklub fremover.[11] Det resulterede i, at han den 20. juli 2018 stoppede i klubben et halvt år før kontraktudløb.[12][10]
Referencer
Eksterne henvisninger