Štrombergs fik ved OL i Beijing næstbedste tid i kvalifikationsrunden, da han vandt første runde og blev nummer fem i anden. Derpå vandt han sin kvart- og sin semifinale, hvilket gjorde at han sikrede en god startposition i finalen. Her blev han presset af amerikanerne Mike Day og Donny Robinson, men han holdt sin førsteplads hjem, mens Day på anden- og Robinson på tredjepladsen begge var under et sekund efter ham.[3] Hans medalje blev Letlands første under legene i Beijing, men også landets eneste guldmedalje.[4]
Han fortsatte de næste år med at være med helt i toppen af verdenseliten; således vandt han VM i 2010 samt yderligere to World Cup-løb det år, og i 2011 vandt han VM-sølv.[1]
Da han skulle forsvare sit OL-guld i 2012 i London, var han alligevel ikke så oplagt en favorit, idet han en længere periode havde været ramt af en skade. I kvalifikationen måtte han nøjes med en elvteplads, mens han i kvartfinalen blev nummer to og i semifinalen nummer tre. I finalen lagde han sig tidligt i spidsen og gav aldrig slip på denne plads, så han genvandt til olympiske mesterskab, mens den regerende verdensmester Sam Willoughby blev nummer to og colombianeren Carlos Oquendo nummer tre.[5]
Štrombergs' sidste store resultater kom, da han blev europamester for i 2013 og 2014.[6][1] Han var også med ved OL 2016 i Rio de Janeiro, hvor han efter en syvendeplads i kvalifikationen blot blev nummer fem i sin kvartfinale, hvorved han var ude af konkurrencen på en samlet 17. plads.[7] Han indstillede sin professionelle karriere i efteråret 2018.[8]