Ludvig den Tyske anses for at være det tyske riges grundlægger. Navnet Tyskland blev dog almindeligt først over 100 år efter hans død, og Ludvig fik først tilnavnet den Tyske mange år efter, at han var død. Han regnes for at have været en stærk hersker, støttet af kirken.
Biografi
Ludvig var tredje søn af Ludvig den Fromme og dennes første gemalinde Irmingard af Hespengau. I 817 blev han underkonge i Bayern og de østlige områder, men blev vred, da hans områder blev reducerede ved delingene i 829, 832 og 839. Efter faderens død i 840 allierede han sig med sin bror Karl den Skaldede mod storebroderen Lothar 1. I Slaget ved Fontenay i 841 slog de Lothar. Det tvang ham til at gå med til en deling af riget, og efter vanskelige forhandlinger blev delingen beseglet med Traktaten i Verdun i 843. Ved forliget fik Ludvig landet på højre side af Rhinen, med undtagelse af Frisland. På venstre bred fik han de tre bispedømmer Mainz, Worms og Speyer.