Denne artikel eller dette afsnit er forældet. Teksten er helt eller delvist kopieret fra et gammelt opslagsværk (Salmonsens Konversationsleksikon), og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes. Se artiklens diskussionsside eller historik (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)

Lollarder (af nederlandsk lulle ~ synge sagte, mumle – brugt ved andagter) er dels navnet på selskaber i byerne til at sørge for fattige og pleje syge og sørge for begravelser (Alexiusbrødre eller cellitter^[1]), dels for 'begharder', som var foreninger for mænd fra omkring 1220. Hos dem, ligesom hos beginerne, fandt kætterne i slutningen af Middelalderen et tilholdssted, og begharde blev i 1300-tallet et kætternavn. Der blev udstedt buller imod dem, og inkvisitionen forfulgte dem.^[2]

Mest brugt er betegnelsen dog om John Wycliffes tilhængere i England.

Wycliffe begyndte 1375 at udsende fattige rejsepræster i England, som rundt om forkyndte Goddis lawe (evangeliet) og snart vandt stor indflydelse og vakte det katolske præsteskabs vrede. Lollarderne blev dog forfulgt, og flere af deres ledere, for eksempel Nicholas Hereford, blev ekskommunicerede; Wycliffe selv blev udelukket fra universitet i Oxford.

Efter Wycliffes død i 1384 bredte bevægelsen sig alligevel stærkt; den havde sine egne skoler, en mængde flyveskrifter blev udsendt, som revsede kirkelig misbrug, og en del ansete mænd, for eksempel jarlen af Salisbury^[3] og lord Cobham, sluttede sig åbent dertil, så det var lige så meget en politisk som en kirkelig bevægelse. 1390 strandede et forsøg fra præsteskabets side på at forbyde alle bibeloversættelser, og lollarderne blev derved modige og sendte 1395 parlamentet en kort oversigt over deres program, hvori den katolske kirke omtales som den engelske kirkes "store stedmoder".

1395 var dog lollardernes kulminationspunkt. Allerede under Richard II (†1400) og endnu mere under Henrik IV (†1413) og Henrik V (†1422) begyndte forfølgelserne; mange blev henrettede og lord Cobham brændt 1417.^[4]

Bevægelsen mistede sin betydning og blev en sekt, der holdt sig til Reformationen, de såkaldte biblemen, der opbyggede sig ved læsning i Biblen og Wycliffes skrifter.

I læren bestred lollarderne alle den katolske kirkes misbrug: helgendyrkelse, valfarter, skriftemål, transsubstantiationslære, præstevælde. Det objektive i kristendommen, kirken og sakramenterne, træder hos dem tilbage for en stærk hævdelse af det etisk-religiøse hos den enkelte person.

• John Strype: Ecclesiastical Memorials, Relating Chiefly to Religion, and the Reformation of It, and the Emergencies of the Church of England, Under King Henry VIII, King Edward VI, and Queen Mary I, 1721, 1822 – Digitaliseret: Ecclesiastical Memorials ... hos Archive.org
• John Foxe: Acts and Monuments of Martyrs, 1563 – Flere udgaver online: Foxe's Book of Martyrs (Actes and Monuments) Variorum Edition Online, fra the Humanities Research Institute hos The University of Sheffield
• Robert Vaughan: Life and Opinions of John de Wicliffe, 1831
• Gotthard Victor Lechler: Johan von Wiclif und die Vorgeschichte der Reformation I—II, 1873 – Digitaliseringer: Google-Books og Digitalisat fra Bayerischen Staatsbibliothek München) – Om Lechler (en)

• Lollharder i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1923) side 1003 af kirkehistoriker Alfred Th. Jørgensen

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Lollarder