Medaljen for forsvaret af Kaukasus (1944) *De Forenede Nationers fredsmedalje (1977) *Tjekkoslovakiets armés mindesmedalje (1946) *Medaljen til minde om Kijevs 1500-års jubilæum *Medaljen "For styrkelse af det militære samarbejde" *Medalje "For tappert arbejde under den Store Fædrelandskrig 1941 til 1945". *Helt af Folkerepublikken Bulgarien (1973, 1976, 1981) *50-årige medlemskabsemblem til PCUS (1981) *Jubilæumsmedalje "For tappert arbejde (For militær tapperhed). For fejringen af 100-året for Vladimir Lenins fødsel" *Medalje for "For forsvaret af Odessa" (1942) *Den Store Fædrelandskrigs Orden af 1. grad (1943) *Gold Mercury International Award (1980) *Leninordenen (1947, 1956, 1961, 1966, 1971, 1976, 1978, 1981) *Den Tjekkoslovakiske Socialistiske Republiks helt (1970, 1976, 1981) *Medalje for Oder, Nysa og Østersøen *Jubilæumsmedaljen for 40-året for Sovjetunionens væbnede styrker *Jubilæumsmedaljen for 60-året for Sovjetunionens væbnede styrker *medaljen "For Militær Fortjeneste" *Medaljen til minde om Leningrads 250-årsjubilæum *Guldstjernemedaljen (1966, 1976, 1978, 1981) *"Hammer og segl" guldmedalje (1961) *José Marti-ordenen (1974) *Frihedsordenen (1976) *Georgi Dimitrov ordenen (1973, 1976, 1981) *kæde af Den hvide løves orden (1973) *Grunwald-korsets orden, 2. klasse (1946) *Bogdan Khmelnitskis Orden, 2. klasse (1945) *Storkors med stjerne af Virtuti Militari (1974, til 1990) *Storkors af Folkerepublikken Polens Fortjenstorden (1981) *medaljen "For befrielsen af Prag" *Det tjekkoslovakiske krigskors 1939 (1945, 1947) *Gyldne Stjernes Orden (1980) *Republikken Indonesiens stjerne (1961, 1976) *Storkors med kæde af Finlands Hvide Roses Orden (1976) *Ho Chi Minh-ordenen (1981) *Socialistiske sejers orden (1981) *Republikken Cubas helt (1981) *Storkorset for Solens Orden i Peru (1978) *Medaljen for udvikling af jomfruelig land *Klement Gottwald-ordenen (1970, 1976, 1978, 1981) *Medalje "For sejren over Tyskland i den store patriotiske krig 1941-1945" (1945) *Lenins fredspris (1973) *Arbejdets helt (1981) *Røde fane-ordenen (1942, 1944) *Dimitrov-pris (1978) *Folkerepublikken Mongoliets Helt (1976) *Karl Marx' guldmedalje (1977) *Jubilee Medal "30 years of the Victory in Khalkhin-Gol"[2] (1969) *Jubilæumsmedalje for 50-året for den mongolske folkehær (1971) *Medalje for den mongolske folkerevolutions 50 år (1971) *Medaljen for styrking av våpenbrorskap[3] (1980) *Medal "For Bravery Before the Enemy"[4] (1945) *Medaljen for sejer og frihed 1945 (1946) *Maiordenen (1974) *Playa Girónordenen (1976) *Carlos Manuel de Cespedes Nationale fortjenstorden (1981) *Frihedssolens orden (1981) *Den rumænske folkerepubliks stjerneorden (1976) *æresvåpen med Sovjetunionens statsemblem i gull[5] (1976) *Folkerepublikken Ungarns Flagorden (1976, 1981) *Sejrsordenen (1978, til 1989) *Leninprisen *Stern der Völkerfreundschaft (1976) *Sükhbaatar-ordenen (1966, 1971, 1976, 1981) *Medaljen "For Warszawas befrielse" *DDR's helt (1976, 1979, 1981) *"50 år for Sovjetunionens Væbnede Styrker" *Jubilæumsmedaljen for "30-års dagen for sejren i den Store Fædrelandskrig 1941-1945" *Order of the Yugoslavian Great Star (1962) *Medal "For the Restoration of the Black Metallurgy Enterprises of the South"[6] *Karl Marx-ordenen (1974, 1979, 1981) *Røde stjerne-ordenen (1943) *Oktoberrevolutionsordenen (1979, 1980) *Nationalflagetsorden (1982) *Jubilæumsmedaljen for "20-års dagen for sejren i den Store Fædrelandskrig 1941-1945" *Den Hvide Løves Orden (1946)
Leonid Iljitj Bresjnev (alt. translit.:Brezjnev eller Brezhnev; Леонид Ильич Брежнев; (19. december1906 – 10. november1982) var en sovjetisk politiker. Han blev landets øverste leder som generalsekretær i kommunistpartiet efter Nikita Khrusjtjov i 1964. Bresjnevs politiske periode var præget af stramninger samtidig med at landet oprustede militært. Bresjnev var ansvarlig for invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968 og besættelsen af Afghanistan i 1979.
Han var ad to gange tillige formelt statsoverhoved (formand for Den øverste sovjets præsidium), 1960-1964 hhv. 1977-1982.
Vejen til magten
Bresjnev var født i Ukraine, hvilket livet igennem prægede hans sprog og manerer. Som mange unge fra arbejderklassen fik han tekniske uddannelser, først som landmåler og siden som metallurg. I 1923 meldte han sig ind i Komsomol og i 1931 i selve kommunistpartiet.
1935-36 var Bresjnev indkaldt til hæren som værnepligtig. Han blev politisk kommissær på en kampvognsfabrik og fortsatte sin karrière indenfor partiet, som i 1939 gjorde ham til partisekretær med ansvar for krigsindustrien i byen Dnipropetrovsk.
Bresjnev tilhørte den første generation af partifunktionærer, som ikke havde været aktive før revolutionen og som ikke havde taget del i de magtkampe, der fulgte efter Lenins død i 1924. Desuden havde han loyalt støttet Stalin igennem de store udrensninger i 1937-39, som gav plads for hurtige forfremmelser. Efter den tyske invasion i 1941 steg Bresjnev hurtigt i graderne som politisk kommissær for stadig større hærenheder. Han fik Nikita Khrusjtjov som chef og blev dennes protégé, en forbindelse der var ham til gavn, ikke mindst efter krigen.
Bresjnev og Khrusjtjov
I 1950 kom han centrale magtfunktioner nærmere, da han blev medlem af Den øverste Sovjet. Allerede to år senere trådte han ind i partiets centralkomité.
Takket være ikke mindst sit nære forhold til Khrusjtjov, der i 1953 var blevet generalsekretær efter Stalins død, avancerede Bresjnev til generalløjtnant og politisk chef for såvel hæren som flåden. Han blev i 1956 kandidat til præsidiet (det tidligere politbureau) og fuldt medlem allerede året efter. Da havde han støttet Khrusjtjov i opgøret med Stalintiden og nøglefigurer fra den gamle garde som Vjatjeslav Molotov, Georgij Malenkov og Lasar Kaganovitj.
Helt tæt på magtens centrum kom han i 1959, hvor han blev vicegeneralsekretær, og i 1960, hvor han med udnævnelsen til præsident for Den øverste Sovjets præsidium blev Sovjetunionens formelle statsoverhoved (Khrusjtjov var som generalsekretær fortsat statens reelle leder). Fra 1962 opstod der i de højeste kredse usikkerhed og utilfredshed med Khrusjtjovs præstationer og adfærd, en situation der gennem 1963 og 1964 udviklede sig, og som Bresjnev efterhånden tilsluttede sig. 14. oktober 1964 blev Khrusjtjov fældet, mens han var på ferie, og Bresjnev valgt som hans afløser som generalsekretær og dermed Sovjetunionens faktiske leder.
Partileder
Knap havde Bresjnev sat sig i stolen som generalsekretær, før han satte en stopper for den afstalinisering, Khrusjtjov havde påbegyndt i 1957 og som havde givet en vis frihed til kulturen og de intellektuelle. Ved 20-årsfejringen af afslutningen på 2. verdenskrig trak Bresjnev Stalin frem i lyset som et forbillede. En retssag mod de to forfattere Julij Daniel and Andrej Sinjavskij var et tegn på tilbagevenden til fortidens centralisme og knægtelse af kunstnerisk frihed.
.svg)
;_Flag_of_Kazakhstan_(1991%E2%80%931992).svg){kind=small}
.svg){kind=small}
