Lars Peter Larsen (født 8. november 1862 i Bårse i Sydsjælland[1], død 23. juni 1940 på Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup[2]) var en dansk missionær i Indien.
Hans fader var smed. Han blev student i 1882 og cand.teol. i 1888.[1]
I 1889 blev han i Det Danske Missionsselskabs tjeneste sendt til Indien, hvor han virkede i Madras, særlig blandt unge engelskdannede hinduer. Under et ophold i hjemmet trådte han ud af missionsselskabets tjeneste i 1899 og optog derpå et missionsarbejde blandt studenterne i Madras, understøttet af et udvalg i Danmark med professor P. Madsen som formand.[1] I 1910 blev han professor i bibelsk eksegese og religionshistorie ved The United Theological College i Bangalore, en præsteskole, som flere missionsselskaber, der arbejder i Sydindien, havde oprettet i fællesskab. Hans løn blev fortsat betalt af det danske "Udvalg for Lars Peter Larsen’s Mission", hvis formand var professor V. Ammundsen.[1]
Ved sin karakterfulde kristne personlighed, sin klare tanke og sin sympatiske forståelse for indisk tankegang vandt Lars Peter Larsen i hele Sydindien en overordentlig stor anseelse både hos europæere og indere, kristne og ikke-kristne, og under sine ophold i Danmark forestod han en skattet og indflydelsesrig virksomhed som foredragsholder og prædikant. Ved Københavns Universitet holdt han flere gange missionshistoriske forelæsninger, og en sådan forelæsningsrække blev udgivet i hans fortrinlige bog, "Hindu-Aands-liv og Kristendommen" i 1907.[1] Desuden udgav han flere bibelske studier:
- Gaven og Opgaven. Vejledning til Fordybelse i Efeserbrevet (1906),
- Tro (1907),
- Vejledning til Fordybelse i Korintherbrevene (1908),
- Bøn (1915).
Særlig opmærksomhed vakte Korset (1912) ved sin vægtige, om end i formen nænsomme kritik af den overleverede forestilling om Kristi død som en stedfortrædende straflidelse, der skulle forandre Guds sind fra vrede til kærlighed.[1]
I 1918 blev han af universitetet i Lund udnævnt til Dr.theol., honoris causa.[1]
Noter
Eksterne henvisninger
