Denne artikel bør formateres, som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken. Det er med interne henvisninger, afsnitsinddeling o.l.. Husk også at tilføje kilder! (januar 2017) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)

Lars Oftedal (27. december 1838 i Stavanger – 2. maj 1900 sammesteds) var en norsk gejstlig og politiker.

Efter først i 21 Aars Alderen at være bleven Student tog O. ud som Huslærer paa Landet. To Aar senere blev han, som han selv i en af sine talrige selvbiografiske Skildringer gør Rede for, »ført paa Omvendelsens Vej« og begyndte at virke som Opbyggelsesprædikant, snart kendt i videre Kredse. Han havde fundet sit »Kald«, og han greb det med sin fuldblodige Naturs Uhændighed. Først vilde han dog skaffe sig nogle Kundskaber og tog teologisk Embedseksamen 1864. Umiddelbart efter begyndte et mangeaarige af nidkær Forkyndelse opfyldt Omflakkerliv for ham. Først gik han i den indre Missions Tjeneste med Station i Bergen, virkede saa 1866—68 som Sømandspræst i Cardiff, vendte atter hjem for at missionere paa Rejsefod, udnævntes 1870 til Stiftskapellan i Kristiansands Stift, forflyttedes dernæst til Kaldskapellan i Hetland ved Stavanger, hvor han under stadig fornyede Rejser rundt om paa Vestlandet virkede indtil 1880, da han blev Kapellan til Skt Petri Menighed i Stavanger, til hvis Sognepræst han 1885 befordredes. Siden 1873 havde han været bosat i denne By og der straks kastet sig over praktisk socialt Redningsarbejde. Dette knyttedes til et stort privat, 8. Jan. 1875 indviet Bedehus, hvis Navn »Bethania« snart blev landskendt. Med mærkelig Hurtighed og sjælden Forretningsdygtighed fik han i Gang det ene Foretagende efter det andet. 1877 indviedes et stort Hjem for forældreløse Drenge, foreløbig beregnet paa et Belæg af 50, senere udvidet indtil 150 Interner samtidig. Til denne Stiftelse knyttedes kort efter en Jordbrugskoloni, »Emaus« kaldet, et Magdalenehjem og et Børneasyl, hvorhos han grundlagde et Bogtrykkeri, hvorfra han 1. Oktbr 1878 udsendte første Nummer af det senere saa indflydelsesrige politiske Organ »Vestlandsposten«. For yderligere at skaffe sine Alumner Sysselsættelse oprettede han derhos Bogbinderi, Pose- og Stempelfabrik, Skomageri, Kurv- og Straafletningsværksted m. v. Stiftelserne fyldte snart et helt, betydeligt Kvarter i Stavanger, og ved Siden af dette erhvervede han 1887 Lindøen i Stavangerfjorden, hvor der etableredes en Opdragelsesanstalt for vanrøgtede Drenge fra det hele Land. Hele denne storartede Organisation underlagdes umiddelbart hans personlige, saa godt som ukontrolerede Forvaltning, men fik en saa sikker Grundvold, at de vigtigste af disse Institutioner endnu bestaar; da Vajsenhusets 25 Aars Jubilæum højtidelig fejredes 8. Juni 1902, havde det indtil da optaget 763 Elever. Midlerne til denne Understøttelses- og Redningsvirksomhed, den mest omfattende, der i Norge nogen Sinde var skabt af en enkelt Mand, skaffede O. til Veje ad Frivillighedens Vej. Gaver strømmede ind fra det hele Land, Legatkapitaler tilflød Bethaniastiftelserne, og den til dem knyttede Forlags- og anden praktiske Virksomhed gav Overskud. Selv var O. utrættelig i at samle Penge under sine hyppige Opbyggelsestournéer, og han lod sig ikke genere i disse energisk iværksatte Kollekter af Modstanderes Ymten om, at han dog i det mindste burde aflægge Redegørelse for de indkomne Midlers Anvendelse. Hans Uegennyttighed blev imidlertid konstateret.

Medens O. stod midt oppe i sit Emissær- og Organisationsarbejde, fandt den rastløse Mand ogsaa Tid til at kaste sig ind i Politikken. I Valgperioden 1877—79 var han 2. Suppleant for Stavanger til Stortinget, og 1881 indvalgtes han i Byens Kommunestyre. Først 1883 naaede han imidlertid frem til Stortingsbænken, som 2. Repræsentant ved Siden af den prøvede og ansete Politiker, senere Statsminister J. Steen. O. havde opr. hældet til det konservative Parti; men efterhaanden som han kom til at indtage en stadig mere fremskudt Stilling blandt det vestlandske, demokratiske Kirkefolk, nærmede han sig Venstre, med Tilslutning navnlig til den indflydelsesrige Fraktionsfører Jacob Sverdrup. Som Stortingsmand lagde O. sit Lod i Vægtskaalen for Beslutningen af 1883 om Rigsretstiltale mod den Selmer’ske Regering. For øvrigt spillede han aldrig nogen fremtrædende Rolle inden for Stortinget. Desto større var imidlertid en Tid lang hans Magt uden for dette. Han forstod ypperlig at holde sine Tropper sammen og var en Agitator af Rang. Betydning som politisk Personlighed opnaaede han ved sin Medvirkning til at sprænge det store gamle Venstreparti, der 1884 var kommet til Magten. Det ydre Brud fremkaldtes 1885 ved Spørgsmaalet om Alexander Kiellands Digtergage, hvis Bevilling forpurredes ved fanatisk Modstand fra O. og den af, ell. rettere gennem ham, ledede Fraktion. Denne, navnlig af Vestlandets »mørke Kyststribe« støttede, moderate Del af det demokratiske Parti blev af Modstanderne, efter sin angivelige Fører O., alm. kaldt »Oftedølerne«. Senere, efter Kiellands vittige tendensroman Skt Hans Fest (1887), hvor O. og hans Tilhængere havde maattet holde for, blev dette Navn afløst af Betegnelsen »Kaniner«, der klæbede ved Fraktionen, indtil den med O. forsvandt fra den politiske Skueplads. O.’s Optræden i »Kiellandsagen« — sammen med hans Stræv for den Jacob Sverdrup’ske Kirkepolitik — førte til, at han ved en Koalition af det »rene« Venstre og Højre ved Stortingsvalgene 1885 blev sat udenfor. Men O. var ikke den, der opgav Ævred i Modbør. Ved en Agitation, der fik sit Præg af hans egen uforblommede Paagaaenhed, lykkedes det hans, nu med Højre allierede, Moderate at sætte hans Nyvalg igennem for Perioden 1889—91, endog som 1. Repræsentant for Valgkredsen. Denne Gang fik han sit Navn knyttet navnlig til den dødfødte og kuriøse saakaldte Lex Oftedaliana eller »Molboloven« af 6. Juli 1891, der tilsigtede at hindre Anvendelse af præventive Midler. O. fremtræder her som den nidkære Sædelighedens Talsmand og Vogter. Under megen Modstand blev O. ved de ny Valg for 1892—94 paa ny kaaret. Men denne Gamg kom han ikke til at møde. Thi Allehelgenssøndag (1. Novbr) 1891 havde han beredt sine Bysbørn og det hele Land en sensationel Overraskelse. Efter Aftensanggudstjenesten i sin Sognekirke fremstillede han sig nemlig i Kordøren og aflagde med dramatisk Aplomb det Skriftemaal, at han havde gjort sig skyldig i »usædeligt Forhold« og derved anstiftet »Forargeise inden Menigheden«, hvorfor han erklærede — og dette skete nødtvungent — ikke fremdeles at kunne blive staaende i sit Embede. Efter denne Begivenhed blev O. 7. i samme Maaned suspenderet og en Uge senere givet Afsked som Præst. Frivillig fratraadte han Bestyrelsen af sine Stiftelser og øvrige Foretagender, der overdroges til to Komiteers Omsorg, en for »Bethania« og en for »Vestlandsposten« med tilhørende Trykkeri og Forlagsrettigheder. Sit Stortingsmandat frasagde han sig i Henhold til Grl.’s § 63. Den for nylig saa mægtige Prælat havde afsløret sig som en lysten Faun, men han var dog ingenlunde knust —, saa meget han end talte derom. Et Vidnesbyrd om hans Herredømme over Tilhængerne var, at disse ikke berøvede ham deres Tillid. Med forbavsende Kraft rystede han Forargelsens Skandale af sig og var snart atter Forstander for et stort nyt Bedehus og ivrig virksom som Opbyggelsesprædikant, Forlægger og Redaktør; han grundlagde saaledes »Stavanger Aftenblad«, der udkom fra 1. Septbr 1893 og hurtig opnaaede en forholdsvis betydelig Udbredelse. Og ved sin Død var han paa ny blevet Medlem af Byens Kommunestyre.

O. udfoldede en ikke ringe Produktivitet ogsaa som Forf. Foruden utallige Bladartikler og Korrespondancer fra hans Missionsrejser — navnlig i Ugeskriftet »Bibelbudet« (20 Aargange, 1872—92, og »Vaisenhustidende« (12 Aargange, 1881—92) —, hvori han som Regel familiært intimt underholder Læseren med sin Gøren og Laden, fik ham fra Haanden en Del Opbyggelsesskrifter, en Række novellistiske Arbejder, der for øvrigt er blottede for enhver Gnist af litterært Talent, samt nogle Sangsamlinger, hvoraf »Basunrøst og Harpetoner« (1871) paa 6 Aar oplevede 13 Oplag. O.’s religiøse Indflydelse, der en Aarrække sikkert var uden Sidestykke inden for Landets Gejstlighed, bares oppe foruden af Respekt for, hvad han positivt havde udrettet, af en ejendommelig Veltalenhed, der var fortrinlig skikket til at vinde og fastholde de bredere Lag af Folket, der ene flokkedes om ham. Hans Forkyndelse var bredmundet, ofte brutal i sin Hensynsløshed; han skyede ikke det dristig folkelige Udtryk eller den fortrolige Tone, den han anvendte opad og nedad. Den religiøse Stemning og oprigtige Naivitet parredes hos ham med en firskaaren Sans for Livets reelle Værdier; fra det rørende til det platte var hos ham Vejen ikke lang, og Fanatismen kunde slaa om i en Gemytlighed, der undertiden fik et Skær af Humor. De ideelle Momenter i hans Virksomhed var uopløselig blandede med en ikke helt alm. Forretningsfiffighed, Snarraadighed og praktisk Greb paa at klare hver Dags Vanskeligheder. Han var en yderst villiestærk Personlighed uden moralsk ell. intellektuel Ligevægt og ganske blottet for dybere Kultur. O., der selv aldrig veg tilbage for Anvendelsen af kraftige Midler, fik allerede i levende Live sin religiøse og politiske Optræden belyst i en Flom af Stridsskrifter.

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Lars Oftedal
• Oftedal, Lars i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1924), forfattet af Karl Vilhelm Hammer og Wollert Keilhau (1894-1958)