Landbo(er), en. [ˈlanˌbo?(ər)] flt. -boer ell. (egl. til -boer; nu sj. i rigsspr.) -boere.
Oldn.: landbúi
(hist.) bonde, der havde lejet en anden mands jord til dyrkning mod en bestemt afgift; fæster. (Ældre dansk: lan(d)bo i betydningen en fastboende, beslægtet med bonde.
person, der er bosiddende paa landet (mods. bybo(er)); især om person, der driver landbrug.
Gengivet in extenso fra ODS, Ordbog over Det danske Sprog. Historisk Ordbog 1700-1950.
Landboer i middelalderen
Med hensyn til de forskellige klasser af landboer skelnede man på landskabslovenes tid mellem:
Odelbønder eller Adelbønder.
Landboer (Fæstere).
Gårdsiddere, (lat.: inquilini eller inderster) sådanne, der havde bolig på en andens gårds grund og derfor vare pligtige at gøre dagsværk eller hoveri for (hoved)gården
ODS, Ordbog over Det danske Sprog. Historisk Ordbo 1700-1950.Landboer
Kong Chr. V´s Danske Lov, 3–13.
Johannes Steenstrup: Valdemars Jordebog.(1874)79.
Johannes Efraim Larsen,: SAMLEDE SKRIFTER FØRSTE BIND: Yderligere Undersøgelse over Kong Christian II's Love. — Bidrag til de gamle danske Provindsiallovbøgers Histore. — To retshistoriske Anmeldelser. — Retshistoriske Forelæsninger 1853—1855. Gyldendal 1857-61