Kant redegør for, hvad han anser som sin filosofiske opgave, nemlig at redde erkendelsen fra skepticismen, hvad der var fare for efter David Humes filosofi. Han drager her mange paraleller til videnskaben og ønsker atter at føre filosofien ind på den videnskabelige vej.
Forstanden isoleres for at kunne fremhæve den del af erkendelsens tænkning, der udelukkende har grund i forstanden. Han ser altså bort fra al sansning, for at kunne finde a priori betingelserne for forstandens brug.
I dette afsnit forsøger Kant at finde frem til de tidspunkter, hvor vi bruger vores erkendelse på måder, vi ikke har ret til, altså hvor vi overskrider, hvad vores erkendelse er i stand til. Han kaldte disse transcendentale illusioner og mente, at de var en uundgåelig del af menneskesindet, da vi altid vil forsøge at overskride grænserne for vores egen erkendelse.
