Knud Friis Johansen (født 1. november1887 i Fredericia, død 17. juni1971 i Hillerød) var en dansk arkæolog.
Friis Johansen var søn af inspektør ved den kgl. døvstummeskole Chr. Johansen (død 1940) og hustru Vilhelmine, født Friis (død 1930). Han blev student fra Fredericia Gymnasium1904 og cand.mag.1911. Friis Johansen var ansat på Nationalmuseet i tidsrummet 1911-1926; fra 1911 som underinspektør og fra 1922 som inspektør og leder af Antiksamlingen, hvor han arbejdede såvel inden for den klassiske som den forhistoriske arkæologi. Sammen med Christian Blinkenberg publicerede han Antiksamlingens vaser, og i 1923 publicerede han Hobyfundet.
Han blev gift 21. maj1926 med mag.art. Charlotte Friis Johansen (født 5. februar 1892 i Grundfør), datter af sognepræst Holger Brøndsted (død 1916). Han var far til de to klassiske filologer Holger Friis Johansen (1927-1996) og Karsten Friis Johansen (1930-2010).