Kirkeligt Centrum var en midtersøgende kirkelig bevægelse indenfor den danske folkekirke, der udgjorde en tredje retning og dermed et alternativ til Indre Mission og grundtvigianismen.[1]
Historie
Bevægelsen havde sine rødder i et præstekonvent på Tåsinge, der fandt sted i 1899.[2] I 1904 dannedes organisationen, der blev formelt organiseret året efter. Kirkeligt Centrum blev opløst efter uenigheder, men rekonstrueret i 1921.[3] Målet var fra starten at forene folkekirkens fløje på midten,[1] så folkekirken hverken blev missionshus eller grundtvigske mødesteder.[2]
Særligt i mellemkrigstiden besad folk fra bevægelsen vigtige poster i folkekirken, ligesom Kirkeligt Centrum generelt tog aktiv del i den kirkelige debat.[3]
I 2017 forsøgte foreningen at omdanne sig til et løsere netværk i håb om at give ny dynamik og flere aktive, men det skete ikke. Foreningen valgte derfor i 2020 at opløse sig selv efter flere år med vigende opbakning og deraf følgende presset økonomi. Dens sidste formand var sognepræst Kaj Bollmann, Jyllinge Sogn.[1] En del af forklaringen på, at Kirkeligt Centrum svandt ind er ifølge lektor emeritus i praktisk teologi på Københavns Universitet Hans Raun Iversen, at kampene mellem fløjene i folkekirken er aftaget, og at Kirkeligt Centrums midterposition derfor ikke har synes nødvendig.
Kirkeligt Centrums værdier blev ved nedlæggelsen doneret til Danske Kirkedage.[2]
Referencer