Kejserkåben (Argynnis paphia) er en sommerfugl i takvingefamilien. Den changerer i grønt, hvidt og violet. Kejserkåben ses fra omkring 1. juli og indtil omkring 1. september. Sommerfuglen holder til i skovlysninger og skovbryn. I gamle dage var den knyttet til stævningsskove, men i dag lever den også i gamle skove, der får lov til at passe sig selv. Den er gået meget tilbage i Danmark, men er vidt udbredt i Mellem- og Sydeuropa og videre østpå gennem Asien til Japan.
Vingeundersiderne changerer som nævnt i grønt, hvidt og violet. På oversiden af vingerne har sommerfuglen en varm orange farve med sorte og mørkebrune pletter. Hannen har fire striber af mørke duftskæl på forvingerne – hunnerne mangler disse duftskæl og kan forveksles med markperlemorsommerfuglen. Kejserkåben er dog ret stor med et vingefang omkring 54–70 mm.
♂
△ ♂
♀
△ ♀
Livscyklus
Der er en generation årligt. Æggene lægges på et træ eller en træstub i umiddelbar nærhed af violplanter. Efter ca. 2 uger klækkes ægget. Kort tid herefter sætter larven sig til overvintring og vågner først det næste forår. Der æder den af violplanterne til den forpuppes midt i juni. Efter 2-4 uger klækkes puppen og den voksne sommerfugl kommer frem.
^Helsing, F. (2019), "Dagsommerfugle", i Moeslund, J.E. m.fl. (red.), Den danske Rødliste 2019, Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, hentet 22. januar 2020
Michael Stoltze: Danske dagsommerfugle, København 1996, side 164-167.