Anna Trolle var en af godsets mest berømte ejere. Hun etablerede en skole i 1712, og Brenderups nuværende folkeskole er opkaldt efter hende. Desuden sendte hun et hold bønder til Preussen i to år for at lære moderne dyrkning af humle, og egnen omkring Brenderup og Harndrup kaldes stadig "Humleegnen".
Hovedbygningen
Hovedbygningen er opført i 1815-17 af Johan Andreas Meyer (1783-1822), som var konstitueret stadsbygmester i København. Den er 7½ m lang og 9 m dyb, hvidkalket og med blåglaseret valmtag. Bygningen blev fredet i 1918.
Fyllested Mølle
Fyllested Mølle har hørt under Kærsgård siden 1520. Vandmøllen udnyttede Storås kraft til at male mel. Den nuværende bygning er fra 1878. Fra 1907 producerede møllen elektricitet, men i 1917 blev der opført et turbinehus, som bedre kunne udnytte vandkraften og fungere med den mindre vandmængde, der efterhånden kom i åen. Elproduktionen ophørte i 1961, hvor elnettet i Brenderup overgik til vekselstrøm.
Vandturbine og generator kan stadig ses i møllebygningen, som i 2012 blev taget i brug som museum for den populære fynske forfatterMorten Korch. Kærsgård har desuden et "Transportmuseum" med over 60 hestevogne til kørsel og arbejde samt en større samling ældre landbrugsredskaber.