Kærseglmos (Drepanocladus aduncus), ofte skrevet kær-seglmos, er et almindeligt mos på våd bund i de frugtbare egne af Danmark. Det videnskabelige artsnavn aduncus betyder 'hagekrummet' og refererer til de krumme blade.
Kærseglmos vokser i tætte puder bestående af spinkle, uregelmæssigt fjergrenede skud. Bladene er 5 mm lange og tilspidsede, helrandede og med en ribbe, der er ca. 3/4 af bladets længde. Ved bladbasis findes bladvinger af større oppustede celler, der til forskel fra den nærtstående tæt seglmos (Drepanocladus polycarpus) ikke når helt ind til bladribben. Bladene er især seglkrummede i spidsen af skuddet. Arten er hyppig i lavmoser. Sporehuse er sjældne.
Kærseglmos er i Europa udbredt mod nord helt til Svalbard, Færøerne og Island. Desuden er den rapporteret fra Kaukasus, nordlige og centrale Asien, Sichuan-provinsen i Kina, Nordamerika inkl. Grønland, Mexico, Peru, Australien, New Zealand og Kerguelen-øerne.
Kilder
- Andersen, A.G. et al. Den danske mosflora. I. Bladmosser, 1976, Gyldendal, ISBN 87-01-30371-6.
- Christiansen, M. Skytte. Flora i farver 2. Sporeplanter, 1978, Politikens Forlag, ISBN 87-567-2967-7.
- Smith, A. J. E. The Moss Flora of Britain and Ireland, 2004, Cambridge University Press, ISBN 978-0-521-54672-0.
Eksterne henvisninger
| Søsterprojekter med yderligere information:
|