Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (før 2008 Danmarks Journalisthøjskole) er Danmarks største uddannelses- og forskningsinstitution på det journalistiske område. Skolen ligger på Helsingforsgade i det nordlige Aarhus og uddanner journalister og fotojournalister på en fireårig bacheloruddannelse, hvoraf halvandet år foregår i praktik. Fra 2019 og frem til 2021, tog uddannelsen tre et halvt år, hvoraf et år var i praktik.
Afdelingen for fagjournalistik udbyder desuden en række uddannelser:
- Fagjournalistuddannelsen på heltid eller deltid (for personer, som har gennemført en videregående uddannelse, og som har mindst to års erhvervserfaring)
- Tillægsuddannelsen (for universitetsstuderende på kandidatniveau)
- Suppleringsuddannelsen i journalistisk formidling (for bachelorstuderende på humaniora)
- I samarbejde med Aarhus Universitet udbydes fra 2007 desuden kandidatuddannelsen cand.public. som henvender sig både til universitets- og journalistbachelorer.
Journalistuddannelsen i Aarhus startede i 1946 som et kursus på Aarhus Universitet og var i mere end et halvt århundrede det eneste sted i landet, der uddannede journalister. Navnet Danmarks Journalisthøjskole har været brugt siden 1962, mens loven om journalisthøjskolen først blev vedtaget i 1970. Den tidligere journalisthøjskole på Olof Palmes Allé blev indviet i 1973.