Han opholdt sig i Danmark ca. 1739-46 og 1748-57, var i Potsdam 1746-48 (rejsepas til Tyskland 1. juli 1746 og pas fra Potsdam til København 28. oktober 1748) og i Altona og Tyskland 1757-62 (29. april 1757 rejsepas til Karlsbad).
Petzold fik tilladelse til at arbejde som billedhugger i København ved kgl. brev af 24. november 1741 uden at være medlem af lauget. Ved kgl. resolution fik han en årlig løn på 200 Rdl. fra 1749, udbetalt sidste gang til Petzold i Altona i 1762. Han var professor ved det ældre kunstakademi i København 1751-54 og ved det nystiftede 1754-57. Han afleverede medlemsstykke til Akademiet 1756. Han omtales som hofbilledhugger fra 1755.
Petzold var en særdeles dygtig og produktiv dekorationsbilledhugger, hvis tunge saksiske senbarokstil er i pagt med den eigtvedske monumentalarkitektur. Han var dog meget lydhør for udviklingen, var en personlig ven af Anton Raphael Mengs, til hvem han formentlig har anbefalet Peder Als ved dennes udenlandsrejse 1756. Petzold var en tilhænger af grundigt studium af antikkens kunst, og i Als' instruks fik han tilføjet en passus, som må opfattes som et pålæg for ham til at studere antikken, da denne hjælper kunstneren til at finde det skønne i selve naturen, ikke ved at efterligne mestre. Han var belæst i kunstteori, hvilket er tydeligt af hans figurers ofte forekommende symbolske eller allegoriske indhold. Petzold var professor ved det ældre og yngre Akademi, men opgav sin stilling under J.F.J. Salys franskprægede direktorat, fordi smagen var skiftet i retning af fransk klassicisme, og fordi han kom i et personligt modsætningsforhold til den nye direktør.
Han blev gift 19. december 1740 i København med Margrete Elisabeth Bencke. Petzold er begravet i Schönfeld ved Dresden.
Værker
Frontonrelief og Neptun-statue til Marinens Hovedmagasin på Gammelholm, København (1739-40, brændt 1795)
2 fontæner og 7 sandstensfigurer i Hørsholm Slotshave (1741, ødelagt 1771)
Det kgl. Frederiks Hospital, København: 2 gavlrelieffer: Den barmhjertige samaritan og Håbet og Apollon omgivet af figurer, der symboliserer gammel- og nytestamentelig gudsdyrkelse, børn og vaser på jerngitterets piller, kartoucher med skjolde over indgangsdørene, 4 udsmykkede slutsten til buerne over indkørselsportene (kontrakt med Nicolai Eigtved 1751)
Eigtveds gravsten i kalksten, oprindeligt på Den gamle Urtegård ved Sankt Petri Kirke, København (1754, delvis ødelagt og fjernet 1807, genfundet 1942, opsat i Prinsens Palais, nordre trappehal, Nationalmuseet 1954)
Herkules som baglæns kaster sig på bålet (medlemsstykke 1756, ikke bevaret)
