Joe Bonamassa (født 8. maj1977)[2] er en amerikansk blues rock-musiker, sanger og sangskriver. Bonamassa udgav sit første album som 17-årig i 1994 med bandet Bloodline og har siden udgivet en lang række studie- og livealbum. Han anses af mange for en af de bedste nulevende blues-guitarister.[3][4]
Bonamassa har i interviews oplyst, at han er inspireret af den britiske bluestradition med guitarister som Eric Clapton og Peter Green samt ireren Rory Gallagher mere end den traditionelle amerikanske blues.[5][6]
Karriere
Joe Bonamassa begyndte at spille guitar i en tidlig alder, og opnåede allerede i en alder af 12 år at optræde ved en B.B. King koncert. Han blev i begyndelsen af 1990'erne medlem af bandet Bloodline sammen med Berry Oakley, Jr. (søn af Berry Oakley fra The Allman Brothers Band), Erin Davis (søn af Miles Davis) og Waylon Krieger (søn af Robby Krieger fra The Doors). Bandet udgav albummet The Bloodline i 1994, da Joe Bonamassa lige var fyldt 17 år. Albummet indeholdt "Stone Cold Hearted", der blev et mindre hit for bandet, der dog blev opløst kort tid efter udgivelsen af albummet.
I sommeren 2000 trådte han i stedet for Roger McGuinn under Jethro Tulls koncertturné og udgav senere på året sit debutalbum A New Day Yesterday bl.a. indeholdende Bonamassas udgave af Jethro Tulls "A New Day Yesterday" fra 1969. Albummet blev fulgt op af en koncertturné, der resulterede i livealbummetA New Day Yesterday Live fra 2002.
Joe Bonamassa har udover udgivelsen af en række studiealbum tillige ofte turneret, og i 2001 spillede han på Roskilde Festival. En større koncert i Royal Albert Hall den 4. maj 2009, hvor bl.a. også Eric Clapton og Paul Jones medvirkede med gæsteoptrædener, er udgivet på livealbum og videoalbum i 2010. Samme år udgav han studiealbummet Black Rock med gæsteoptræden af bl.a. B.B. King.
Joe Bonamassa indspiller på og optræder med en række forskellige guitarer. I begyndelsen af karrieren spillede Bonamassa primært Fender Stratocaster, men er i de seneste år primært optrådt med GibsonsLes Paul-guitar. Gibson har udgivet tre "signatur-guitarer" opkaldt efter Bonamassa.[7]